Kære pige på 15 år,
Det er godt du skriver ind, for jeg kan læse, at der er nogle ting omkring menstruation og udflåd, du gerne vil have svar på. Jeg kan godt forstå, at du synes det er nederen, at bløde meget eller have meget udflåd, når du dyrker sport. Først vil jeg lige sige, at det er helt normalt med udflåd fra skeden. Det normale udflåd er slimet, mælkehvidt eller klart. Når det normale udflåd kommer ud af skeden, bliver det farvet gulligt. Normalt lugter udflåd ikke ubehageligt, og det giver normalt heller ikke kløe.
Du har delt dine spørgsmål ind på en rigtig god måde og jeg vil svare dig i samme rækkefølge, så godt jeg kan.
1.
Det er dejligt at menstruationen er regelmæssig, så du kan regne ud, hvornår den kommer næste gang. Så jeg forstår godt, at det er irriterende, at du får så meget udflåd, når du dyrker sport. Der kan være flere grunde til, at du har meget udflåd, jeg vil nævne de ting, som jeg gætter på det kan være:
Mængden og udseendet af udflåd er forskelligt i løbet af din menstruationscyklus. Normalt bliver udflådet mere klart og tyndt op til ægløsningen, hvis man ikke tager p-piller. har du lagt mærke til, om det er op til ægløsning?
Det kan også være ubalance i den normale og sunde bakterieflora i skeden. Det kan lugte og udflådet bliver lidt mere gråligt. Det kan være, at du vasker dig med en sæbe, som er ikke er beregnet til at vaske sig med omkring skeden, måske er der også parfume i. Så kan det være en god idé at vaske dig kun med vand eller købe en intimsæbe i fx Matas eller på Apoteket.
det kan også være en svampeinfektion, hvis du mærker kløe, det svier og huden er irriteret omkring og i skeden. Udflådet er hvidt, lidt grynet og uklart, og kan lugte lidt sødt. Det er som sådan helt ufarligt, men rigtig ubehageligt og kræver noget salve fra lægen, for at få det til at gå væk.
Udflådet kan også skyldes andre ting, som jeg ikke kan sige med sikkerhed.
2. Kraftige menstruationer, kan skyldes at du ikke har haft menstruation så længe og derfor er hormonerne ikke helt i balance, endnu. Det kan også skyldes andre ting, som jeg ikke kan sige med sikkerhed. Ved ikke om du har overvejet at bruge tamponer, når du har menstruation og dyrker sport, det kan måske give dig en større sikkerhed for ikke at være bange for at bløde igennem og du kan herved måske bedre nyde din sport? Tamponer fås i mange størrelser, så hvis du ikke har prøvet det før, kan du måske prøve at købe en pakke med de små, for at afprøve, hvordan det føles for dig?
Der er også nogle piger, som har meget kraftig menstruation, som har glæde af at starte på p-piller. Pillerne kan være med til at blødningen bliver mindre, ved ikke hvad du tænker om denne mulighed, men prøv evt. at få en snak med lægen, som vil kunne råde dig til om der er en metode som vil kunne afhjælpe dig.
3. Pletblødning kan også hænge sammen med, at du ikke har haft menstruation så længe, og hormonerne ikke er helt i balance og derfor kommer der pletblødninger. Igen kan jeg ikke sige det med sikkerhed, for det kan også være andre ting.
Jeg har nævnt nogle ting, som kan være årsag til, hvorfor du har meget udflåd, kraftige blødninger og pletblødninger. Men der kan være mange andre årsager og løsninger på det du bøvler med. Derfor vil mit bedst råd være, at du ringer og snakker med lægen.
Det kan også være, at du kan skrive til lægen via lægens e-mail eller webkonsultation. Jeg ved ikke, om du kan det hos din læge, men det kan man ofte se på lægens hjemmeside. Ellers er det bedst at ringe for lige at snakke med lægen, og finde ud af om det er bedst at du tager til lægen og snakker om de ting, der kan hjælpe dig. Det kan være, at du gerne vil have din mor med til lægen eller en god veninde, hvis det gør dig tryg. Det kan også være, at din mor eller far kan ringe og snakke med lægen om det.
Jeg håber mit svar har hjulpet dig lidt med at finde ud, hvad du kan gøre ved det, selvom jeg ikke kunne give dig et helt præcist svar. Jeg håber, at du har mod på at snakke med lægen, eller måske dine forældre i første omgang.
Du er også velkommen til at ringe eller sms'e til os på 116111, hvis du har brug for at snakke mere om det, eller om andre ting.
Mange tanker fra
BørneTelefonen