Kære pige på 13 år,
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du tænker over menstruation og hvad man gør til idræt.
Du har helt ret. Det kan sagtens gå at have menstruation og bruge tampon, når man dyrker sport eller har idræt. Faktisk foretrækker de fleste pige og kvinder at bruge tampon, hvis de skal røre sig meget. Det kan være besværligt med et bind, der måske kan ryge væk fra trussen.
Det er svært at sige hvorfor de ikke vil bade. Det er ærgerligt, hvis pigerne fra din klasse ikke går i bad fordi de har menstruation. Det behøver ikke holde dig fra at gå i bad, når du får din menstruation.
Tværtimod kan du måske stå ved at det ikke behøver at forhindre dig i at dyrke sport og være aktiv. Og bade efter du har rørt dig. Faktisk kan det være meget rart med varmt vand, når man har menstruation til at få kroppen til at slappe af.
Hvis de ikke bruger tampon, så tænker de måske at det er pinligt, hvis de kommer til at bløde ned af benet. Hvis de bruger tampon bryder de sig måske ikke om at snoren hænger ud fra skeden og er bange for om det kan ses (selvom der ikke sker noget ved det).
Det kan føles svært, når mange i ens klasse har fået menstruation og man ikke selv har. Det er du bestemt ikke den eneste, der har prøvet. Det er meget forskelligt hvornår man får sin første menstruation. Nogen er kun 10 år og andre er flere år ældre. Man får den, når ens krop er parat til det.
Måske du kan prøve at spørge din mor, i hvilken alder hun fik det? Det kan nogen gange være en ledetråd til, hvornår du kan forvente at få det? Du kan fx skrive og spørge hende over en SMS, hvis du føler at det er pinligt eller akavet. Du kan også bare spørge hende ansigt til ansigt næste gang I er alene sammen.
Der er også nogle tegn, du kan prøve at holde øje med. Tit er det at have fået bryster og kropsbehåring ofte tegn på man inden så længe kan forvente at få menstruation. Andre tegn er at lægge mærke til, om du er begyndt at få dagligt udflåd. Det er også et tegn på din krop snart er parat.
Nu vil jeg fortælle lidt om menstruation og puberteten: Det er forskelligt fra pige til pige, hvordan deres menstruation er – både hvornår man får den første menstruation, hvor meget man bløder, hvor mange dage man har menstruation, om man har smerter, er træt, har humørsvingninger og hvor længe der går mellem menstruationerne. Du kan læse mere her: http://www.sexlinien.dk/emneside-piger/kvinders-kroppe/menstruation.aspx
Puberteten, som du er kommet i nu, er også en tid, hvor man bliver mere sårbar og usikker. De fleste – både drenge og piger – på din alder fokuserer meget på kroppen og udseendet. Mange er desværre utilfredse med den måde de ser ud på eller hvor hurtigt eller langsomt de udvikler sig.
Og det gør det bestemt ikke nemmere at acceptere sig selv, når man bliver bombarderet med nogle helt urealistiske skønhedsidealer. Der sker mange ændringer med kroppen og den måde man ser sig selv på, fordi man er ved at finde ud af hvem man er og gerne vil være. Du er nemlig ved at udvikle dig fra at være en pige til at blive en kvinde ligeså stille.
Det kan være rart at have nogen at tale med det om. Måske din mor kan være en mulighed, eller måske en af de voksne på skolen? Det kan også være en idé at gå forbi sundhedsplejersken eller at bestille en tid hos din læge, som ved en masse om menstruation, og vil kunne undersøge, hvor du er, i lige præcis din udvikling.
Kærlig hilsen BørneTelefonen