Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Lus

Kære bb

Jeg har bare valgt at gøre dette brev kort :). Nå men jeg går og spekulerer over om man mon kan få lus “dernede”. Det klør nemlig rigtig meget. Der er også en masse røde knopper, kan det være noget farligt?…

Kh. M….

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære M,

Tusind tak for dit brev!

Jeg vil starte med at svare på dit spørgsmål – om man kan få lus “dernede”. Hvis man har kønsbehåring, kan man få noget, der kaldes “fladlus”. Det er næsten det samme som de “hovedlus”, du kender – forskellen er bare, at de sætter sig i kønsbehåringen eller i hårene under armene i stedet. Fladlus er dog ikke så udbredt, så det er ikke så tit, at det er dét, der får ens kønsbehåring eller underliv til at klø.

Men hvis man har fladlus, er det slet ikke farligt, og man kan fjerne dem ved at barbere sig.

Jeg synes dog ikke, at det lyder som om, at du har fladlus. Tit vil man faktisk også kunne se dem – eller de små æg, de lægger helt nede ved roden af hårene.

I stedet kommer jeg til at tænke på, om du måske barberer dig?

Det er meget forskelligt, om man barberer sig “dernede”, og det er forskelligt, hvornår man starter med at gøre det. Hvis du har barberet din kønsbehåring, kunne det nemlig godt være grunden til, at det klør, og du får røde knopper. Når man har barberet sig, vil hårene ret hurtigt begynde at vokse ud igen, og det kan meget ofte komme til at klø. Man får også tit røde knopper – både på grund af barberingen, men også fordi man netop kommer til at klø.

Derfor er det en rigtig god idé, hvis man barberer sig, at bruge nogle produkter, som er skånsomme mod huden, der godt kan være ekstra sart i området omkring ens underliv. Man kan få forskellige barbermaskiner og -skrabere, og man kan købe barberskum, som beskytter ens hud.

Måske har du ikke prøvet at barbere dig, så der kan sagtens være andre grunde til, at det klør. Det kan f.eks. klø, hvis man har været meget varm omkring underlivet eller fordi man har en infektion (måske har du hørt om, at man kan få svamp?) eller eksem. Men uanset, hvad det er, er der ikke nogle af de ting, der er farlige, hvis man får det behandlet. Det kan man gøre ved at gå til lægen, der kan hjælpe en med at finde ud af, hvorfor det klør. Hvis det f.eks. er svamp eller en anden infektion, får man tit en lille tube crème, man skal smøre sig med et par gange om dagen.

Men måske vil det være rart for dig at starte med at tale med en voksen om det, for det er ikke sikkert, at det er nødvendigt, du går til lægen. Måske snakker du godt med din mor? Nogle gange kan man måske godt synes, at det kan være lidt pinligt eller svært at skulle tale med sin mor om sådan noget, og hvis man har det sådan, kan det måske hjælpe at tænke på, at det jo faktisk er helt naturligt – det er faktisk også ret naturligt, at man har nogle spørgsmål til det, der sker med ens krop.

Det kan også være, at du hellere vil tale med en anden voksen om det. Det kan f.eks. være en storesøster, en venindes mor eller en lærer?

Du er også velkommen til at ringe herind til BørneTelefonen på 116 111, hvis du synes, du har brug for lidt hjælp til at finde ud af, hvem du kan tale med eller hvis du har andre spørgsmål.

De bedste hilsner

BørneTelefonen

Få flere råd og hjælp til Kroppen

I løbet af puberteten begynder din krop at ændre sig meget. Du begynder blandt andet at vokse mere, svede mere og få hår nye steder på kroppen. Hvis du er en dreng, begynder du også at producere sæd, og din stemme går i overgang. Hvis du er en pige, begynder dine bryster at vokse, og du får din menstruation. Vi har samlet en række spørgsmål og svar på alt det, man ikke tør spørge om ved både pigekroppen og drengekroppen.

På siden kan du også teste din viden om kønsorganerne, lære noget nyt i vores videoer eller læse andre børns breve kroppen.

Du kan også deltage i afstemninger, prøve øvelser om selvværd og få gode råd til, hvordan du får et godt forhold til din krop.

Kender du privatsnak.dk?

privatsnak.dk kan du se film og læse om:

  • Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
  • Hvad gør man, hvis man får bumser?
  • Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
  • Hvornår har man sex første gang?
  • Hvordan sætter man et kondom på?

… og mange andre spørgsmål.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat