Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Krop og udvikling

Kære BB.

Jeg er en pige på fjorten år, som går i ottende klasse.

Jeg har længe undret mig over hår på kroppen.

Jeg har hår på min krop hvor ingen andre jeg kender har. Jeg har hår på min mave, på min ryg, min fingre og tær. Min bedste veninde har sagt at man kan se det og jeg synes det er ulækkert. Jeg ved ikke om man skal fjerne det?

Jeg kan jo ikke på min ryg, men jeg har bare ikke en hel glat og normal krop som alle mine venner.

Jeg kan ikke lide at vise min krop eller gå i bad med andre til idræt eller i svømmehallen.
 
Jeg har også hår på (den dernede) og det er lange og jeg synes det er ulækkert. Jeg har én gang prøvet at fjerne alt. Der fik jeg røde knopper og jeg fortalte det til min mor og skrev også herind. Når jeg har underbukser på, så rager du ud under. Jeg fjerne nogle gange lidt, men bliver helt rød.

Når jeg ser at mine veninder er helt glatte nogle dage og så behåret andre dage, ligner det jo at det er nemt osv.

Jeg prøvede én gang at fjerne min hår på armene, fordi at alle modellerne og i reklamer osv. har glatte arme. Jeg har fornyligt opdaget at jeg har små hår i ansigtet også.. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så behåret når ingen andre er det.

Hvad kan jeg bruge til at få dem fjernet?

Jeg ved ikke hvordan man skal gøre det eller om jeg overhovedet skat gøre det.

Jeg tænker også over, når jeg får en kæreste, så ville det være pinligt at vise mig i undertøj foran ham. Han vil jo synes det er ulækkert.
 
Hilsen den irriteret pige med lavt selvværd.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du, Tak for dit brev om hår på kroppen. Jeg kan høre, det generer dig, og forstår godt at det ikke er rart, når veninden ligefrem kommenterer på det. Det synes jeg egenltig ikke er i orden hun gør, for det gør jo, at man tror der er noget galt med en. Og ud fra dit brev kan jeg ikke se, at der skulle være noget som helst galt med dig.  I den alder du har præcis nu, udvikler du dig både fysisk og psykisk, der sker rigtig meget, også med den måde man ser hinanden på f.eks i skolen. Det er en periode hvor man mange føler sig usikre, og det kan ofte blive sådan at man bliver usikker på sit udseende. Det bliver tit vigtigt, at man ligner hinanden mest muligt, selvom vi jo er forskellige på mange måder.  Det er sådan at mennesker i vores del af verden har hår på hele kroppen, også i ansigtet. Nogen har kraftigere hår end andre, og jo mørkere hårene er, jo tydeligere kan man se dem. I Asien har man næsten ingen hår på kroppen.  I vores kultur er det blevet moderne, at mange fjerner hår - uanset hvor mange eller få, eller hvilen farve de har. Nogen voksne kvinder fjerner hår på ben, forneden, under armene og i ansiget. Så meget hår blev, der slet ikke fjernet for bare 10 år siden. Du vil kunne finde folk, der synes det er ulækkert at folk har hår på kroppen, men også folk der synes det stik modsatte nemlig at det er ulækkert, at kvinder fjerner deres nedre behåring.  Det jeg gerne vil understrege er, at det normale er at have hår på kroppen. Og jeg tror rigtig mange kvinder står præcis i det dilemma, som dig. Skal man fjerne de hår ? Jeg tror mange fjerner dem, fordi de er bange for, hvad de andre skal tænke. Der findes også kvinder, som ikke kunne drømme om at fjerne hårene, fordi de selv vil bestemme hvordan de skal se ud, og ikke dikteres af hvad der er moderne, eller hvad andre synes.  Man kan jo også stå i den situation, at man møder en kæreste, som ikke synes, at det er lækkert, at man har fjernet hårene. Så uanset hvad, må man nok tage en beslutning, som har med en selv at gøre, og ikke så meget hvad de andre tænker.  Jeg håber rigtig meget at du fortsat vil bade i skolen og gå i svømmehallen. Jeg ved godt at det er en alder, hvor man kan være usikker på sig selv og sit udseende, men det er netop i baderummet og i svømmehallen, at vi ser almindelige kvindekroppe, og hvor utrolig forskellige de kan være. På billederne i modeblade, fjerner man hår, pletter/bumser på huden, rynker ved at retouchere fotos med computer teknik. Det er med til at få os andre til at tro, at det ikke er normalt med hår på kroppen, pletter på huden og andre ting, som rent faktisk er helt almindelige og normale. Hvis du møder en model, så prøv at bemærk om, sådan som personen ser ud i virkeligheden stemmer 100% overens med det, du ser på modelbillederne...Jeg skriver dette, for at fortælle dig, at vi tit lader os påvirke af modeblade, som 'snyder' os med deres 'tricks' og får os til at føle os forkerte.   Du beskriver at du får røde knopper, når du barberer dig. Det betyder nok, huden ikke kan tåle det eller den måde du gør det. Hvis man fjerner hår skal man vide, at der er risiko for røde knopper, men også indgroede hår, som kan lave små bylder, og det er jo ikke særlig rart. Og ser ikke pænt ud, og det kan efterlade ar. Hvis du fremover vil fjerne hår, så er det vigtigt, at du lærer at gøre det på en måde, hvor du passer mest muligt på dig selv. Hvis du bruger en barberskraber, så sørg for, at du bruger en ren og ny skraber som er til piger, ikke låne andres eller låne din barberskraber ud, brug gelé eller skum, som er beregnet til at intimbarbere sig. Måske er det en idé at undgå produkter med parfume. Det kan fx købes på apoteket, i matas og nogle supermarkeder. Giv dig god tid, når du barberer, og træk skraberen i samme retning som dine hår gror - det kan hjælpe, så du ikke får så mange røde knopper eller indgroede hår, som kan blive betændte. Bagefter kan du også bruge en lotion eller gel, som plejer huden.  Prøv at se efter i butikkerne og spørg dem der arbejder der, de har ofte gode råd - eller de bør have gode råd til, hvilke produkt, som er godt til dig.     Noget jeg tænker du kan se på, er hvordan din egen mor og eventuelt ældre søstre ser ud. Har de samme slags kropsbehåring som dig, eller er den helt anderledes? Hvordan forholder de sig til alt det her med hårfjerning? Har du prøvet at snakke med din mor om hendes erfaringer og tanker om det?  Jeg kan ikke sige dig om du skal fjerne dine hår eller ej. Og jeg kan heller ikke sige dig noget om hvordan. Men hvis du tænker at gøre det, skal du nok snakke med din mor om hvordan, og have hendes tilladelse, med den alder du har, da nogle af metoderne kan give problemer og skade din hud, også på længere sigt. Du skal tænke på, at moden kan ændre sig, så umiddelbart ville jeg ikke anbefale, at du fik fjernet noget hår permanent. 
 En alderssidste ting er, at hvis din mor slet ikke har samme type behåring som dig, og du ikke har en regelmæssig menstruation, så synes jeg du skulle snakke med din mor, om I skulle gå til lægen med henbik på at få tjekket dig. I meget sjældne tilfælde kan hår på maven og en uregelmæssig menstruation, eller det at man ikke har menstruation, betyde at der er ubalance i ens kønshormoner. Det er meget - meget sjældent, så du må ikke blive urolig over at jeg siger dette.  Jeg håber du har kunnet bruge mine tanker til noget. Du er velkommen at kontakte os, hvis du fortsat er i tvivl om hvad du skal gøre, eller f.eks hvordan du kan snakke med din mor om det. Vi kan nås på BørneTelefonen på 116 116, det er anonymt.  Kærlig hilsen BørneTelefonen  

Få flere råd og hjælp til Kroppen

I løbet af puberteten begynder din krop at ændre sig meget. Du begynder blandt andet at vokse mere, svede mere og få hår nye steder på kroppen. Hvis du er en dreng, begynder du også at producere sæd, og din stemme går i overgang. Hvis du er en pige, begynder dine bryster at vokse, og du får din menstruation. Vi har samlet en række spørgsmål og svar på alt det, man ikke tør spørge om ved både pigekroppen og drengekroppen.

På siden kan du også teste din viden om kønsorganerne, lære noget nyt i vores videoer, læse andre børns breve kroppen eller få gode råd til, hvordan du får et godt forhold til din krop.

Kender du privatsnak.dk?

privatsnak.dk kan du se film og læse om:

  • Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
  • Hvad gør man, hvis man får bumser?
  • Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
  • Hvornår har man sex første gang?
  • Hvordan sætter man et kondom på?

… og mange andre spørgsmål.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat