Kære dreng på 13
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, du er bekymret, så det var godt, du skrev her til BørneTelefonen.
Når du er 13 år, er du lige i starten af puberteten, hvor dine hormoner begynder at påvirke din krop rigtig meget. Rigtig mange drenge har en ret stram forhud, indtil de kommer i puberteten, og så begynder hormonerne at blødgøre forhuden, så den kan trækkes mere og mere tilbage.
Så jeg tror ikke, du skal være bekymret. Jeg tænker, at det kommer til at gå helt af sig selv i løbet af de næste par år, og jeg håber, det kan berolige dig lidt?
Du er særligt bekymret for, om det mon vil gøre ondt, hvis du har sex. Er det mon sådan, at du allerede nu har en kæreste, som du overvejer at gå i seng med? Eller forestiller du dig bare, at hvis det ikke ændrer sig, så vil det måske gøre ondt? Uanset hvad så tænker jeg, at hvis det begynder at genere dig, så kan du overveje at snakke med din læge om det. Man kan få en creme til at smøre på, som hjælper med at blødgøre forhuden, og så vil det gå lidt hurtigere. Men det kræver så, at du kommer til en undersøgelse hos din læge først.
Du er velkommen til at skrive til os igen eller til at skrive mere direkte med en rådgiver på vores chat eller på 116111 - og du kan måske også blive beroliget af at kigge på www.sexlinien.dk, hvor du kan læse en masse om kroppens udvikling.
De bedste hilsener fra BørneTelefonen