Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg har det ikke godt

Hej Børnetelefonen

Jeg vil til at starte med sige at det her bliver et langt og usammenhængende brev.

Jeg er en pige på 13 år, og jeg har rigtig længe haft det rigtig svært med hvordan jeg ser ud.

Det startede ca. da jeg gik i 1. klasse (går i 7. nu). Det var ikke fordi jeg hele tiden gik rundt og tænkte på hvordan jeg så ud, men en sjælden gang i mellem når jeg kikkede mig selv i spejlet tænkte jeg “jeg er ikke lige så tynd som de andre piger.”

Jeg tog det ikke særlig seriøst på det tidspunkt, men så da jeg gik i 2. klasse skulle vi lave et slags forsøg i natur teknik om vægt. Jeg kan ikke helt huske hvad det hanlede om, men vi skulle være i nogle grupper og veje os selv og sådan noget. Vores lære gik rundt til de forskællige grupper og da hun kom til min gruppe og vi skulle veje os selv kan jeg huske at de andre piger i min gruppe vejede ca. 32-33 kilo og jeg vejede 35. Jeg var også lidt højere end de andre piger, men det lægger man jo ikke til når man er 8 år.

Så da jeg gik i 3. klasse skulle vi have svømning i stedet for idræt. Det havde jeg glædet mig til i lang tid, men så da vi kom over i omklædningsrummet lagde jeg mærke til at de andre piger var tynder end mig. Jeg var ikke tyk, men de andre var tynder.

I 4. klasse begyndte det at blive et problem. Jeg havde svært ved at vælge tøj om morgenen fordi jeg syntes jeg så tyk ud i det hele.

I 5. klasse blev det værre. Jeg begyndte at søge på nettet efter måder man kan tabe sig på. Det hjalp ikke på mig.

I 6. klasse begyndte det at tage overhånd. Jeg begyndte at spise mindre, dyrke mere motion og jeg fandt en masse tips på nettet til hvordan man kan mindske appetitten eller undgå at spise. Det blev værre og værre.

Jeg har i meget lang tid kigget på sådan nogle hjemmesider, som Pro Ana og jeg kigger på billeder på Pinterest, der handler om hvordan man undgår mad osv.

Jeg ved godt at jeg vejer hvad jeg skal (jeg er ca. 162 cm høj og vejer ca. 46,5 kilo), men man ser så mange skuespillere og sangere, der bare altid er tynde. Jeg forstår ikke hvorfor alle for ind i deres hoveder at de skal se ud på en bestemt måde.

Jeg er så træt af at fortølle folk at jeg er okay, når det er tydeligt at jeg ikke er. Jeg prøver at lade som om alt er fint og bare gå rundt og smile hele tiden, men når jeg så kommer hjem fra skole og er alene bryder jeg ud i gråd og skælder mig selv ud fordi jeg ikke er stærk nok til at tage mit vægttab alvorligt.

Det påvirker mig også meget i skolen. Der er ikke nogen, der lægger mærke til det, men jeg har svært ved at koncentrere mig i timerne fordi jeg har for travlt med at tænke på om jeg er tyk.

Jeg er også bange for hvad det vil gøre ved min kusine (hun er 5 år) når hun kommer i min alder. Jeg har hørt hende tale om at der er mange tynde piger i hendes klasse. Hun taler ikke om at hun synes hun er tyk, men bare at de andre er tynde. Det var også sådan jeg havde det til at starte med.

Jeg har meget svært ved at tale om problemer med andre. Især med mine forældre, og min søster er flyttet hjemmefar, så jeg ser hende kun et par gange om måneden.

Det sidste jeg har lyst til er at skulle snakke med mine forældre om det.

På forhånd tak for hjælpen.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige,

Hvis bare vi forstod ”hvorfor alle får ind i deres hoveder at de skal se ud på en bestemt måde”, så tror jeg, at livet ville være nemmere for de fleste. Det er en meget vigtig pointe, som du kommer med i dit flotte brev. Jeg kan kun give dig ret i, at det er frustrerende og fortvivlende at se tynde skuespillere og sangere i ugeblade, i TV, på nettet osv. At være så tynd er ikke naturligt, og bør derfor ikke være et ideal. Er det også sådan, du har det?

Som du måske allerede har opdaget på Brevkassens hjemmeside, så er der rigtig mange børn og unge, der skriver herind med tanker om, at de er for tykke. Mange af dem jeg har talt med, nævner ligesom du gør, at deres tanker skyldes skønhedsidealet i dag. Og at de føler, at de ser anderledes ud end deres veninder. Der er også mange der føler, at deres krop er ude af kontrol, fordi de er i puberteten. Den forandrer sig pludselig af sig selv. De føler derfor, at de skal spise mindre, fordi de på den måde får en fornemmelse af at have kontrol over deres egen krop. Er det også noget, som du kan genkende?

Det er altså noget der fylder, og det ville ikke undre mig, hvis der var andre piger i din klasse, der gik med lignende tanker. Men selvom det måske er normalt at tænke på sin vægt, så kan det godt tage overhånd. Det er du også selv inde på i dit brev. I de små klasser, hvor du en gang i mellem tænkte lidt over din vægt, var det måske okay. Men det er det ikke nu, hvor du tænker på det hver dag, har svært ved at koncentrere dig i timerne og kan græde, når du er alene. Du er rigtig god til at mærke efter og forstå dine følelser, men det her skal du ikke gå med alene. Du har brug for at snakke med en voksen, for at kunne få det bedre.

Du kan måske starte med at fortælle det til din søster. Mon ikke I vil kunne finde ud af at ses en eftermiddag, hvis du skriver til hende, at du har behov for at snakke. Du kan også sende hende et brev (evt. det brev du skrev herind og så mit svar). Mange får det faktisk bedre, bare ved at fortælle det til en anden. Hvad tænker du om det? Din søster vil nok også kunne hjælpe med, hvordan du/I kan sige det til dine forældre eller en anden voksen, der kan hjælpe.

Det at passe godt på sig selv, gør også ens familie og venner glade. Det er måske rart at vide, for én som er omsorgsfuld og bekymrer sig meget om andre, som du gør. Prøv f.eks. at forestille dig hvad dine forældre eller din søster ville tænke, hvis de vidste hvordan du i virkeligheden har det? At snakke med dem kan være første skridt på vejen til at få det bedre – noget som jeg kan mærke, at du kæmper for. Det at du står frem med dine tanker, som du har gjort i det her brev, kan måske hjælpe andre piger i samme situation og muligvis en dag din kusine. Har du mon tænkt på det på den måde?

Jeg håber, at du har fået svar på det, som du håbede på. Og at du har fået en idé til, hvad du skal gøre for at komme videre, så du kan få det bedre. Du er altid velkommen til at kontakte os igen på telefon, sms eller chat, hvis du skulle have brug for det. Jeg ønsker dig alt godt med på vejen.

Kærlig hilsen,

BørneTelefonen

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat