Kære pige
Tak for dit brev. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan give dig et helt præcist svar på, om din krop er normal, for det kan være svært i en brevkasse. Men jeg kan godt forstå, hvis du ville foretrække at læse et svar i stedet for at skulle undersøges af lægen. Sådan er der rigtig mange piger, der har det. Men jeg kan også fortælle dig, at de fleste ikke synes, det er så slemt at blive undersøgt hos lægen, som de troede - og det er hurtigt overstået.
Jeg vil egentlig helst foreslå dig at blive undersøgt af din læge, for jeg tror, det vil kunne berolige dig lidt mere. Det lyder som om, du er meget snæver i skeden, men det er ikke nødvendigvis fordi der er noget galt. Men det kan selvfølgelig godt være irriterende, hvis du ikke kan bruge tampon. Og hvis det føles som om, du tisser ud af skeden.
Jeg kan i hvert fald berolige dig med, at det ikke er fordi du har onaneret. Det kan man ikke "ødelægge" noget ved.
Selv om det kan være svært at fortælle sin mor om så intime og private ting, så tror jeg, det kunne være en rigtig god ide at nævne for hende, at du har problemer med tamponen, og at du er usikker på, om alt er som det skal være. Så kan hun hjælpe dig med at få en aftale hos lægen og alt det praktiske. Du kan også skrive det til hende først, hvis det er svært at forklare. Selv om jeg ikke kender din mor, så forestiller jeg mig, at hun gerne vil hjælpe dig og gøre sit bedste for, at du ikke skal gå og være bekymret.
Hvis du vil have hjælp til, hvordan du kan få snakket med din mor, lægen eller en anden, kan du også ringe til BørneTelefonen på 116 111 og "øve dig" i at snakke om det med en sød voksen, der ikke kender dig. Det er helt gratis, og du behøver ikke fortælle, hvem du er.
Mange hilsener fra BørneTelefonen