Jeg er kørt fast

Hej.

Jeg er en pige på 14 år og jeg har siden jeg gik i 5. klasse ikke kunne finde mig selv.

Før i tiden, var jeg ligeglad med udseende og gik i det tøj jeg ville, havde ikke make-up på eller gjorde noget som helst ud af mig selv. Men da en af drengene sagde at hvis nu jeg var pænere kunne han måske lide mig. Og jeg var helt chokeret, for jeg fattede ikke at man kunne bedømme en på udseendet, for jeg har aldrig tænkt over sådan noget. Først dér åbnede hele verdenen sig for mig.

Jeg opdagede hvor forskellige vi var alle sammen. Jeg plejede at tro der var kort hår, langt hår, store næser, små næser osv. men tog mig ikke af at man faktisk kunne bedømme på det. Og siden da har jeg bare ikke kunne forstå hvad det gik ud på. Da jeg kiggede migselv i spejlet efter skole den dag indså jeg noget: “ja hold da op du er da lidt frastødende. Sikke nogle små bryster, en opstoppernæse og hvad sker der kige for det korte hår? Ej, nogle lange ben, sikke nogle skæve tær osv. Så begyndte jeg at dække migselv til. Dvs. jeg gik kun med lange bukser, ingen klip-klapper, halstørklæde osv.

Jeg begyndte at hade mig selv så meget at jeg slet ikke havde lyst til at se på mig selv. Jeg kunne heller ikke lide når mine forældre snakkede til mig om mit udseende.

Så flyttede jeg skole i 7. Og der gik det ok i det første stykke tid, men der blev det endnu hårdere, for der var det åbenbart KUN udseende der galdt noget. Det er det stadig, men jeg har fundet venner hos de andre udskudte, der har accepteret at de ikke vil blive til noget. Jeg er faktisk eet glad og har sagt til mig selv tit nok : “dem der ikke gider pga. mit udseende, de kan da rende mig.” at jeg har fået nogle virkelig gode og ægte venskaber hos dem der gider mig. Men det er som om der mangler noget.

Jeg føler bare at jeg ikke er fuldendt.

For af en eller anden grund sidder jeg mest på mit værelse hele dagen og jeg er aldrig ude i weekenderne.Jeg hader skolen og alt der med den at gøre, men jeg ved ikke hvorfor. Jeg græder også ca. 4-5 gange om dagen. Men jeg kan ikke finde nogen grund.

Kan man være ked af det uden at vide hvorfor?

Men altså mit problem er at jeg har svært ved at finde migselv. Jeg har bare et stort tomrum indeni. Jeg kan ikke føle sult, og nogle gange kan jeg blive helt nedbrudt over ting der skete flere år siden.

Hvad gør man ved det. Jeg forstår ikke migselv overhovedet.

Hilsen mig. eller noget.