Kære pige på 12 år.
Tak for dit brev til BørneBrevkassen, det er godt du skriver hertil, når du har brug for hjælp. Jeg kan godt forstå, at det må være en overvindelse for dig at fortælle din mor, du er begyndt på at have menstruation.
Har du mon tænkt på, at alle de voksne kvinder du kender, alle de store piger som er på eksempelvis din skole, og alle dem du ser på gaden og alle andre steder har menstruation? Alt i alt er det jo halvdelen af alle voksne i verden, der har menstruation. Selv om det er nyt og måske anderledes for dig, så er det noget som dine forældre ved vil komme før eller senere, måske har de allerede en fornemmelse af det snart ville komme.
Hvis det er vanskeligt at fortælle for dig, kan det så være en ide for dig, at skrive det til dem -eller kun til din mor i et brev? En anden mulighed kan det være, at spørge din mor om, hvordan hun fik det fortalt til hendes egen mor. Kan det være en indgangsvinkel for dig, eller måske har du selv en anden ide, der passer bedre til dig?
Selv om du skriver, at du har svært ved at knytte dig til andre mennesker, er der også den mulighed for dig, at du kan tale med din skoles sundhedsplejerske. Sådan en er helt professionel, og derfor behøver du ikke tale om følelser og sådan have opfattelsen af at skulle knytte dig til hende.
I stedet kan du få vejledning helt praktisk i forskellige ting som bind eller andre ting der måske kan komme spørgsmål omkring. Sundhedsplejersken vil også kunne fortælle dig helt praktiske ting om, hvad der eksempelvis sker inde i din krop, er det mon en ide for dig?
Selv om du i dit brev spørger til de udfordringer du oplever i forhold til din menstruation, lægger jeg mærke til en anden ting i dit brev. Du fortæller, om dine udfordringer med at knytte dig til andre mennesker, fordi du er adopteret. Mon du nogen sinde har talt med nogen om, at du oplever din adoption som et svigt?
Jeg ved jo ikke hvor gammel du var dengang du blev adopteret, mon du selv kan huske det? Måske vil det være en god ide for dig, at fortælle en voksen hvordan du tænker om din adoption. Måske har du nogle bedsteforældre, som du taler godt med. Hvad kan de mon huske fra den gang du kom til landet? Kan dine forældre måske fortælle noget om, hvad de kan huske fra den gang?
Måske har du mere lyst til at tale med en børnerådgiver fra Børns Vilkår? Du er så meget velkommen til, at ringe til BørneTelefonen på 116 111. Når du ringer til BørneTelefonen bestemmer du selv om du vil være anonym eller ej.
Mange Kærlige hilsner
BørneTelefonen.