Kære pige på 14 år,
Tusind tak for dit brev. Hvor er det bare godt, at du skriver til brevkassen for at få hjælp, for jeg kan læse, at du tumler med lidt tanker omkring din kønsbehåring.
Jeg kan godt forstå, at du gerne vil finde den allerbedste løsning inden, at sommeren og bikinisæsonen nærmer sig. Jeg må starte med at sige til dig, at det jo faktisk er et helt normalt problem. Det er at få kønshår er en del af den normale udvikling og hos rigtig mange holder behåringen sig ikke indenfor trussekanterne, men kan vokse både ud til siderne, ned ad lårene og op ad maven. Heldigvis findes der jo, som du også selv skriver, flere muligheder til at få lidt styr på dem. Den mest anvendte er jo nok barbering. Derudover kan man vokse eller gå til forskellige behandlinger på diverse klinikker.
Jeg tænker umiddelbart, at barbering kunne være en god løsning til en start. Det er forskelligt hvordan, piger reagerer på barbering. Nogen kan nemlig godt reagere med kløe og udvikling af røde knopper, men det kan du forsøge at minimere ved at være opmærksom på god hudpleje efterfølgende – og evt. nøjes med at barbere med hårene i stedet for imod, hvis du forstår? Det vil ofte give en mindre hudirritation, men kan stadig fjerne hårene på en fin måde. Hvis hårene er meget lange, kunne det sagtens være en god idé lige at trimme dem med saks inden. Jeg tror ikke, at det spiller nogen rolle hvilken saks, at man anvender til det. Det er vigtigt at den skraber du bruger til intimbarbering ikke er den samme, som du bruger andre steder på kroppen, ligesom det kan være med til at forhindre gener, hvis du køber en barberskum. Og så er det godt ofte at skifte bladet på skraberen, da en skarp skraber mindsker knopper og irritation.
Jeg kan godt forstå, at du synes, det er pinligt at skulle snakke med din mor. Men du må huske på, som jeg har skrevet til dig, at det er en helt normal problemstilling, som jeg næsten med garanti kan love dig for, at din mor også enten har haft eller fortsat oplever. Fordelen ved at snakke med hende kunne være, at hun måske kunne dele med dig hvad, der fungerer bedst for hende. Vi har jo nemlig en tendens til at ligne vores mødre på rigtig mange måder – så måske hun igennem årene har fundet en løsning uden alt for mange gener, der også ville kunne fungere godt for dig. Hvad tænker du mon om det – kunne det være en løsning for dig?
Jeg håber, at du kan bruge mine tanker til at komme videre. Du skal vide, at hvis du har brug for at tale mere omkring det hele eller få flere råd, så er du altid velkommen til at ringe til os på Børnetelefonen på 116 111 eller kontakte os via Ungechatten eller SMS. Held og lykke med det!
Mange kærlige hilsner
Børnetelefonen