Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

For ung?

Hej børnebrevkasse.

Jeg ved ikke hvorfor men jeg har virkelig lyst til at prøve at sidde og “kæle” med en dreng. Jeg har også tænkt på hvordan det føles at kysse nogen. Noget jeg ikke bryder mig om, er at jeg også glæder mig til min første gang.

Noget andet er, at de sidste par dage har jeg haft “slim” i mine underbukser og når jeg tørre mig. Hvorfor kommer det, og hvad er det helt præcis?

Jeg er begyndt at spille et spil som hedder Habbo. Flere gange har der været drenge der spørg om jeg er fræk, og jeg har enten skrevet ved ikke, måske, eller du kan jo taste mig ;). Flere gange har jeg “været i seng med dem” selvfølgelig ikke rigtigt men i spillet. Jeg kan ikke lade vær med at være sådan når jeg spiller det. Kan det ha noget at gøre med hormoner?

KH pigen der er underlig.

P.S er jeg for ung til at glæde mig til sex og at “kæle”?

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år

Tak for dit brev. Vi er glade for, at du vil dele din bekymring med BørneTelefonen. Du er ikke spor underlig - du lyder til at være super optaget af noget, som er vigtigt for dig.

Det gør mig så glad, at du er tro mod din bekymring, og at du er opmærksom på, at det her kræver en alder eller en modenhed. Og også at der er noget kropsligt på spil, når du mærker, at din krop reagerer.

Jeg vil prøve at svare på dine spørgsmål, så godt jeg kan.

Det er sådan, at lysten til at kæle og at være tæt med en anden ikke behøver at have en alder. Men det at have sex med en anden, det har en alder og det har det for at beskytte børn. Tanken om sex kan være spændende og fyldt med energi for en pige på 12 år, men det kan også meget hurtigt blive grænseoverskridende og svært at kontrollere, når man er 12 år gammel.

Det lyder som om, du prøver dig selv og din grænse af, når du spiler Habbo. Du spørger, om det har noget med hormoner at gøre, og det kan det selvfølgelig have. Måske fordi du er kommet i puberteten, og din krop er begyndt at udvikle sig. Men det kan også have noget at gøre med, at der er nogle i spillet, som spørger dig, om er fræk og om du vil have sex, når du er derinde. Når nogle spørger om noget, kan det betyde, at man bliver nødt til at forholde sig til det og tænke over, hvad det er. Derfor tænker jeg ikke, at det udelukkende er hormoner, når du beskriver det. Jeg kommer sådan til at tænke på, om du har nogle veninde der også spiller det? Har de det mon også sådan, når de spiller?

Nogle gange kan man "være en anden", når man spiller et spil eller chatter med fremmede på internettet. Det kan være befriende og spændende at prøve. Det kan også nogle gange betyde, at man får kendskab til nogle ting, som kan være svære at finde rundt i og forstå hvad betyder. Du skriver, at du naturligvis ikke har sex med dem i virkeligheden, men kun har det i spillet. Men kan spillet stadig påvirke, hvad du føler i din egen krop udenfor spillet? Hvis det kan, så tænker jeg, at spillet "flytter med ud i virkeligheden" og i din krop. På den måde kan sex i habbo også få betydning for, at du glæder dig til at have sex for første gang, og at du har nogle ideer om, hvad sex vil sige. Det tænker jeg ikke kun, som en dårlig ting, men noget som er vigtigt at huske på, når man taler om noget så personligt og privat, som sex er. Det kan være vigtigt også at passe på sig selv også, selvom man bare spiller Habbo.

Du spørger, hvad det er for noget slim, du har fået de sidste dage i dine underbukser. Jeg må først understrege, at det kan være mange ting. Først kommer jeg til at tænke på, om du har fået din første menstruation? Nogle gange kan det være starten til menstruations blødning, hvis det udvikler sig til at blive til blod.

Hvis du har smerter, eller det lugter underligt eller har en farve, kan det tyde på, at du har fået en infektion, og så skal du nok til lægen. Men det tror jeg ikke ud fra det, du skriver.

En anden mulighed er også det, som hedder udflåd. Udflåd er naturligt sekret (som det hedder) fra skeden. Det er meget naturligt og dannes af de slimhinder, som du har. Hvis du har brug for mere information omkring det, vil jeg foreslå dig at prøve at snakke med skolens sundhedsplejerske om det. Hun er vant til at snakke om kroppens udvikling, og du kender hende sikkert fra de undersøgelser, du har været til.

Du kan også snakke med din læge om det, hvis du har en sød læge? Selvom det kan føles pinligt og privat, så er det lægens pligt og opgave at oplyse om de her ting - husk, at for lægen er det et job, og lægen har snakket med mange andre om det her før. Det kan også være, du kan starte med at snakke med din mor om det? Hun har jo selv været pige engang, så hun har været det samme igennem. Og hun ved også godt, at det på et tidspunkt bliver din tur til at opleve, at der sker ting med kroppen. Tror du, du kan snakke med hende om det? 

Eller måske en anden voksen, som du har det godt med, også vil hjælpe dig med de her ting. Er der andre voksne som ved, at du spiller Habbo? Og hvad der sker i spillet? Kan du komme i tanke en voksen, som du er tryg ved, og som kender dig, som mon kan fortælle dig om de her ting?

Du er også mere end velkommen til at ringe eller sms’e til BørneTelefonen på telefonnummer 116111 for at få flere svar på dine spørgsmål eller svar på helt nye og andre spørgsmål. Du kan også chatte med en rådgiver på BørneChatten her på siden.

Pas godt på dig selv og husk kun at gøre det, som du er tryg ved. Langt de fleste ting kommer til den, som venter og er tålmodig, selvom det kan være kedeligt og svært.

Kærlige hilsener

BørneTelefonen

Få flere råd og hjælp til Kroppen

I løbet af puberteten begynder din krop at ændre sig meget. Du begynder blandt andet at vokse mere, svede mere og få hår nye steder på kroppen. Hvis du er en dreng, begynder du også at producere sæd, og din stemme går i overgang. Hvis du er en pige, begynder dine bryster at vokse, og du får din menstruation. Vi har samlet en række spørgsmål og svar på alt det, man ikke tør spørge om ved både pigekroppen og drengekroppen.

På siden kan du også teste din viden om kønsorganerne, lære noget nyt i vores videoer, læse andre børns breve kroppen eller få gode råd til, hvordan du får et godt forhold til din krop.

Kender du privatsnak.dk?

privatsnak.dk kan du se film og læse om:

  • Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
  • Hvad gør man, hvis man får bumser?
  • Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
  • Hvornår har man sex første gang?
  • Hvordan sætter man et kondom på?

… og mange andre spørgsmål.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat