Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Er jeg for tyk?

Hej.

Jeg er en pige på 12 år og jeg går i sjette klasse.

Jeg er normalt rigtig glad, men på det seneste er jeg begyndt og tænke rigtig meget på min vægt. Jeg vejer cirka 51 kilo, og jeg er 155 cm høj. Jeg føler at jeg vejer meget i forhold til andre piger på min alder.

Jeg har prøvet at træne lidt og begynde at spise mindre, men det hjælper ikke rigtigt. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, og jeg føler ikke rigtig jeg kan snakke med nogle om det, selvom det er noget der fylder meget for tiden.

Er der noget jeg kan gøre? Er jeg overvægtig? Jeg håber jeg kan få hjælp.

Hilsen mig

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år.

Først vil jeg sige, at det er rigtig flot, at du har haft mod til at skrive herind. Det er nemlig en stor styrke at kunne dele sine tanker og følelser med andre.

Når jeg læser dit brev, så kan jeg se, at det fylder meget i dine tanker, om du mon vejer for meget i forhold til de andre piger i din klasse. De fleste børn oplever på et tidspunkt at tænke over, om de mon ser ud på den rigtige måde i forhold til andre.

Men det er vigtigt, at det ikke bliver noget, man går og tænker meget over, eller som gør en ked af det. Kroppen skal helst være som en ven og ikke noget, man er ked af eller kæmper med. Hvad tænker du mon om det?

Når man går i sjette klasse, så er man i en alder, hvor der sker mange forandringer med kroppen. Man begynder måske så småt at komme i puberteten og udvikle bryster og andre fedtdepoter på kroppen. Det betyder, at man kan opleve at få lidt mere fedt på kroppen, end man har haft før.

Det er sådan, at mennesker har forskellige kroppe. Derfor er det også svært at sammenligne både kroppe og vægt. Nogle mennesker er spinkelt bygget og vejer ikke så meget, mens andre har flere former. Det betyder ikke nødvendigvis, at man er for tyk.

Hvis du tænker meget over din  vægt i hverdagen, og måske vejer dig tit, så kan det være en god idé at lave en aftale med dig selv om, at holde en pause med at veje dig. Prøv at sæt vægten lidt væk, fordi et tal på vægten skal ikke have lov til at bestemme over dit humør. Særligt ikke, når du er i en alder, hvor kroppen vokser og udvikler sig. Hvad tænker du mon om det?

Når jeg læser dit brev, så lyder det som om at du har en fin og sund vægt. Men hvis du gerne vil vide mere om din krop og vægt, så er det en god idé at bestille tid hos sundhedsplejersken på skolen. Sundhedsplejersken ved nemlig rigtigt meget om kroppen og kroppens udvikling, når man er i voksealderen.

Det er vigtigt, at du ikke prøver  at spise meget mindre eller tabe dig, uden du har talt med din sundhedsplejerske eller læge om det. Kroppen har nemlig brug for at få nok mad og energi til at den kan vokse, som den skal. Hvis man er overvægtig og har brug for at tabe sig, så kan sundhedsplejersken eller lægen hjælpe med at lave en madplan og komme med ideer til, hvordan man kan få rørt sig noget mere.

Jeg kan godt forstå, at du ikke rigtigt føler, du kan snakke med nogen om det. Men når det er noget, som fylder meget hos dig, så kan det tit være rart at tale med nogen om det. Nu ved jeg ikke, hvordan det ser ud i din familie. Men måske du har en mor, storesøster eller en tante, som du snakker godt med?

Så kan det måske være en mulighed at snakke med en sød voksen om det, fx din mor. Alle mødre har jo selv været unge engang. Jeg ved, at mange mødre godt kan huske, hvordan det var at være barn/ung og tænke over sin krop eller vægt. Måske kan din mor også huske det, og komme med gode råd til dig?

Du er også altid velkommen til at skrive eller ringe til BørneTelefonen på 116111, hvis du har lyst til at tale mere om det med en rådgiver.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få flere råd og hjælp til Kroppen

I løbet af puberteten begynder din krop at ændre sig meget. Du begynder blandt andet at vokse mere, svede mere og få hår nye steder på kroppen. Hvis du er en dreng, begynder du også at producere sæd, og din stemme går i overgang. Hvis du er en pige, begynder dine bryster at vokse, og du får din menstruation. Vi har samlet en række spørgsmål og svar på alt det, man ikke tør spørge om ved både pigekroppen og drengekroppen.

På siden kan du også teste din viden om kønsorganerne, lære noget nyt i vores videoer, læse andre børns breve kroppen eller få gode råd til, hvordan du får et godt forhold til din krop.

Kender du privatsnak.dk?

privatsnak.dk kan du se film og læse om:

  • Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
  • Hvad gør man, hvis man får bumser?
  • Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
  • Hvornår har man sex første gang?
  • Hvordan sætter man et kondom på?

… og mange andre spørgsmål.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat