Brev

Er jeg biseksuel eller bange

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige

Når man er ung, er det helt almindeligt at være forvirret over sine seksuelle fantasier og lyster - og det er derfor helt normalt at have det sådan, som du beskriver, hvor du godt kan se, at en pige er sexet samtidig med, at du ikke føler dig seksuelt tiltrukket af piger.

Det er også helt normalt, at yngre børn af samme køn har gnubbe-lege sammen. Det handler, som du selv skriver, ikke så meget om den, man leger legen sammen med – mere om at det er dejligt at stimulere klitoris. At du har leget legen med en pige, betyder derfor ikke, at du er biseksuel.

At have fantasier om en udseendemæssigt bedre version af sig selv er også helt normalt. Jeg tænker, at disse fantasier hænger sammen med dine tanker om din krop generelt. Du skriver nemlig, at du ikke tør vise din krop for din kæreste – og det får mig til at tænke på, om du måske er kritisk overfor din krop? Jeg kan kun gætte, men måske er det sådan, at du føler, du skal se ud på en bestemt måde, før du er klar til sex – og at det faktisk er det, dine fantasier handler om? I fantasien er du perfekt og tør derfor overgive dig til nydelsen. Måske er det det i virkeligheden derfor, du føler dig tændt?

Jeg ved, at mange unge piger desværre er utilfredse med deres udseende – og at den utilfredshed godt kan hindre dem i at gøre det, de har lyst til. Hvis det er sådan, du har det, synes jeg, du skal prøve at udfordre dig selv lidt. Når du på et tidspunkt får en kæreste (jeg kan ikke rigtig læse, om du har en nu?), som du bliver rigtig glad for og tryg ved, kan du overveje, om det er tid til at tage næste skridt. Næste skridt behøver ikke være, at I går i seng sammen… det kan måske bare være, at du tør stå ved din krop og vise den frem, når I kysser og kæler for hinanden. Husk på, at din kæreste falder for dig – ikke for det fantasibillede du nogle gange skaber om dig selv. 

Inden du får en kæreste igen, kan en god øvelse for dig måske være at fokusere på det ved din krop, du godt kan lide. Alle mennesker har noget ved deres krop, de ikke er tilfredse med (også meget smukke mennesker) – ved at huske dig selv på det og samtidig øve dig i at fokusere på det, du godt kan lide ved din krop, kan de ting, du synes mindre godt om komme til at fylde mindre i din bevidsthed. 

De bedste tanker og held og lykke fra 
BørneTelefonen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat