Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Er det nomalt for min far at tage mig på numsen

Hej børnetelefonen
her inde for det seneste år har min far begyndt at tage mig på numsen, jeg har sagt flere gange at han skal stoppe og at jeg ikke er ok med det men han siger at det bare er for sjov og at det er normalt men det begynder virklig at gå mig på.
Jeg ved ikke ved jeg skal gøre hvis jeg altså skal gøre noget eller om jeg bare skal lage det være

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år.

Det er rigtig godt, at du har haft mod til at skrive herind. Det kræver nemlig en stor styrke at kunne fortælle andre, hvordan man har det, og hvad man oplever. Den styrke har du.

Jeg kan virkelig godt forstå, at du synes det er ubehageligt når din far rører dig på numsen. Det er både grænseoverskridende og krænkende, når man bliver rørt på en måde, som man ikke har lyst til. Det er faktisk sådan, at alle mennesker har ret til at bestemme over deres egen krop. Det betyder, at man har ret til at sætte grænser og sige nej til at blive rørt på måder, man ikke kan lide. Og det skal altså respekteres!

Jeg synes det er utroligt flot og modigt, at du allerede har fortalt din far, at du ikke vil have det. Det kræver nemlig et mod at sige fra over for ting, som er ubehagelige og grænseoverskridende. Det kan godt være at din far synes ‘det er for sjov’ eller at det er ‘normalt’.

Men det er ikke op til ham, for det er DIN krop og dig, der bestemmer over den. Faktisk er det også sådan, at voksne ikke må røre børn på ‘private’ steder. Det kan faktisk være ulovligt, også selvom det måske er ment ‘for sjov’. Derfor er det vigtigt, at din far holder op med at gøre det.

Når jeg læser dit brev, så kan jeg tydeligt se, at du har prøvet mange gange at bede ham om at stoppe. Men desværre har det ikke hjulpet endnu. Derfor tænker jeg, at det er en god idé at fortælle det til en voksen, som kan hjælpe din far med at forstå, at han skal holde op med at røre ved dig.

Jeg tænker på, hvordan det mon ellers ser ud i din familie. Bor du mon også sammen med din mor, eller har kontakt til hende? Ved hun mon, hvad det er du oplever? Det kan være en rigtig god idé at fortælle hende om hvad det er der sker, og at du gerne vil have hjælp til at få det stoppet.

Hvis du ikke føler du kan tale med din mor om det, så kan det også være en anden voksen i dit liv. Måske en moster eller en sød lærer. På den måde kan en anden voksen fortælle din far, at det han gør er forkert og at det skal stoppes nu. Hvad tænker du mon om at prøve det?

Hvis det ikke har hjulpet at fortælle det til en voksen, så kan det også være en mulighed at tale med en rådgiver fra din kommune om det. Det er nemlig sådan, at alle kommuner skal tilbyde gratis og anonym rådgivning til børn/unge og familier. Hvis du gerne vil være anonym, så er det vigtigt at fortælle det. Du finder tilbuddet ved at Google din kommunes navn og ‘rådgivning’. På den måde kan du få flere råd til hvad du kan gøre, og kommunen kan også tale med din far, hvis det bliver nødvendigt.

Du må også meget gerne ringe, SMS’e eller chatte med en rådgiver på BørneTelefonen på 116 111, hvis du har brug for at tale mere om det og få flere råd til hvad du kan gøre. Du har allerede vist et stort mod ved at skrive herind. Jeg håber, at du kan bruge det mod fremover og få talt med nogen omkring dig, så du kan få hjælp til at berøringerne bliver stoppet.

Kærlig hilsen,

BørneTelefonen.

 

Få flere råd og hjælp til Kroppen

I løbet af puberteten begynder din krop at ændre sig meget. Du begynder blandt andet at vokse mere, svede mere og få hår nye steder på kroppen. Hvis du er en dreng, begynder du også at producere sæd, og din stemme går i overgang. Hvis du er en pige, begynder dine bryster at vokse, og du får din menstruation. Vi har samlet en række spørgsmål og svar på alt det, man ikke tør spørge om ved både pigekroppen og drengekroppen.

På siden kan du også teste din viden om kønsorganerne, lære noget nyt i vores videoer eller læse andre børns breve kroppen.

Du kan også deltage i afstemninger, prøve øvelser om selvværd og få gode råd til, hvordan du får et godt forhold til din krop.

Kender du privatsnak.dk?

privatsnak.dk kan du se film og læse om:

  • Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
  • Hvad gør man, hvis man får bumser?
  • Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
  • Hvornår har man sex første gang?
  • Hvordan sætter man et kondom på?

… og mange andre spørgsmål.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat