Kære Dreng på 12 år
Mange tak for dit brev. Det er slet ikke rart at være nervøs og bekymret over sin krop. Derfor er det rigtig godt, at du beder om hjælp, så du kan få hjælp til at finde svar på dine bekymringer.
Du skriver, at du er nervøs for, om du kan få børn, når du har én testikel. Jeg kan desværre ikke give dig nogle helt klare svar. Når du har en testikel, så burden den også kunne producere sæd, når du kommer længere i puberteten. Jeg synes helt klart, at du skal tale med din læge om, det med om du kan få børn.
Aller først tænker jeg, at det kan være en god ide at snakke med dine forældre. Du kan fortælle dem, at du er nervøs for, om du kan få børn. Jeg tror, at de vil sætte pris på, at du fortæller dem det, så de kan hjælpe dig. Din far har også været 12 år engang. Måske har han selv prøvet at have sådan nogle tanker, dengang han var på din alder.
Jeg tænker, at det også er en god ide at snakke med din læge. Lægen ved nemlig en masse om kroppen og testikler. Derfor kan lægen svare på dine spørgsmål om, hvad det betyder at have én testikel. Dine forældre kan hjælpe dig med at få en tid til lægen, så du kan få en god snak.
Du skriver også, at du er bange for at blive til grin første gang, du skal være sammen med en pige. Hvis der er noget, man selv er ked af ved sin egen krop, så kan man tit tro, at alle andre også lægger mærke til det. Men for det meste lægger andre folk slet ikke mærke til det. Derfor tænker jeg også, at når du en dag skal være sammen med en pige, så tænker hun slet ikke lige så meget på det, som du gør.
Når man er sammen med nogen, så er det fordi, at man rigtig godt kan lide hinanden. Man synes at hinanden er søde og dejlige. Derfor vil hun sikkert også synes, at du er dejlig og ligesom du skal være, også selvom du har én testikel.
Måske vil det hjælpe dig at snakke med pigen om det? Så bliver hun ikke overrasket, når I skal være sammen. Når du møder en pige, som du gerne vil være sammen med, kan du fortælle hende, at du har én testikel. Det kan du fortælle hende, når I har lært hinanden at kende og er blevet trygge ved hinanden. Hvis du har lyst, kan du også fortælle hende, hvad lægen har fortalt dig. Så ved hun nemlig, at der også er mange andre, der har det sådan.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Jeg håber også, at du har mod på at følge nogle af mine råd. Det er nemlig ikke meningen, at man skal gå og være nervøs over sin krop, og hvad andre tænker om den. Jeg tror på, at der er nogen omkring dig, som gerne vil hjælpe dig. Og så er lægen altid klar til at svare på spørgsmål og til at give gode råd.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen