Kære du Tak for dit brev. Hvor er det stærkt at du har mod til at skrive ind og fortælle om det, du går og tænker på. Jeg tror, der er mange andre drenge på din alder, der også tænker på det samme, som du gør og bliver bekymrede. Måske har de også oplevet at være i tvivl, om de ligner andre på samme alder. Allerførst vil jeg godt lige skrive, at jeg bliver rigtig glad for at læse, at du er så glad for din kæreste. Jeg tror, at din glæde ved hende kan være med til, at du får en rigtig god lejrskole. Du spørger, om du og de to andre drenge i klassen er de eneste, der ikke er i pubertet. Det er I ikke. Det er meget forskelligt, hvornår både drenge og piger kommer i pubertet. Man siger, at drenge kommer i pubertet, når de er omkring 13-års alderen. Det vil sige, at det altså også kan være på andre tidspunkter. Der er også stor forskel på, hvordan man først ser og mærker, at man er kommet i pubertet. Nogle mærker det først, fordi deres følelser og tanker ændrer sig. Andre mærker det først, fordi deres krop forandrer sig. Derfor handler pubertet ikke kun om at få hår på. Kender du mon http://www.sexlinien.dk/default.aspx?ID=28974? Det er en rådgivning for unge, hvor du kan læse om sex, den første gang, og om, at drenge kommer i pubertet omkring 13-års alderen, og du kan også se en film om pubertet. Mon det vil være en rådgivning som du synes vil hjælpe dig? Jeg tænker på, om du mon har talt med de to andre drenge i klassen om, hvordan du har det med, at de andre drenge taler om at have sex? Måske har de det ligesom dig, og det kan være, at I alle tre kan finde støtte hos hinanden. Hvis du har lyst, kan du jo vise dem svaret på dit brev. Du skriver i dit brev, at du vel er nødt til at have sex med din kæreste, hvis hun vil. Jeg får lyst til at skrive til dig, at det er vigtigt, at du kun har sex med din kæreste, hvis du har lyst til det og føler dig klar. Man skal ikke lade sig presse, eller presse andre - det bliver ikke godt for nogen... Det samme gælder jo for hende. Men, hvem mon det er i klassen som taler om at have sex på lejrskolen? Er det din kæreste, eller er det nogen af de andre i klassen som siger det? Det virker som om, du tænker over tingene på en god måde, og måske vil du kunne tale med hende om, at du ikke har lyst til sex, men at du stadig er rigtig glad for hende. Det kan måske være lidt svært at finde ud af, hvordan du skal tage sådan en snak med din kæreste. Hvis du har lyst til det, kan du altid ringe til BørneTelefonen på 116111 og få nogle ideer til, hvad du kan sige til hende. Du kan eventuelt fortælle om dit brev, og det svar du har fået.Her til sidst i svaret kommer jeg til at tænke på, om skolen, lærerne og jeres forældre er helt enige i, at det er ok at eleverne, på lejrskolen, har sex med hinanden? Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg bestemt ikke, at de voksne omkring jer er enige! Jeg tænker, at det er en stemning og noget, som nogen i klassen taler om kommer til at ske...? Jeg tænker, at hvis der er nogen i jeres klasse som har sex i skolen eller på en lejrtur, hvor skolen og lærerne har ansvaret for jer, så vil det nok skabe problemer for de elever som har gjort det og de lærere som har ansvaret for jer...hvad mon du tænker, når jeg skriver dette? Jeg håber, at det hjælper dig til at få ro på og se, at skolen og nok heller ikke jeres forældre bakker op om, at elever har sex med hinanden i skolen eller på en lejrtur. Jeg tænker, at holde i hånd, kysse, kramme og nusse - have det rart sammen, vil være ok for skolen, forældre og elever. Men sex er et skridt for langt. Mon ikke din skole og lærere er enige i det.. Jeg håber, du får en rigtig god, sjov og hyggelig lejrskole både med din kæreste og dine klassekammerater. Mange tanker fra BørneTelefonen