Kære du
Tak for dit brev til os.
Jeg tænker, at der er rigtig mange piger i din alder, som står med helt de samme tanker... Men det gør det selvfølgelig hverken nemmere eller sværere for dig... Jeg tænker mere i, at det er en af de store ting ved at blive ældre og komme i puberteten, at der sker så meget i kroppen både indeni og udenpå, og det kan svært lige af vide, hvad man selv synes om det. Synes jeg, det er pænt med hår under armene eller på benene? Hvilken slags undertøj kan jeg lide? Hvor meget sminke har man på til hvad og så videre...
Jeg bliver lidt nysgerrig på, om du også syntes, det var pinligt at have hår på benene, før dine veninder begyndte at barbere deres ben? Eller er det fordi du nu synes, at du er den eneste med hår på benene? Før du går videre med enten den ene eller anden løsning, tror jeg, at det er vigtigt, at du finder ud af, hvorfor du synes det er pinligt at have hår på benene? Det har vi jo sådan set alle sammen, når vi når en bestemt alder, så er der bare nogle som barberer dem af, og nogle der ikke gør, men det er jo en smagssag ligesom man kan gå i bukser eller kjole, langt eller kort hår... Så hvad er din smag, hvad synes du er pænest at se på, at røre ved – alle de spørgsmål kan du stille dig selv.
Måske ender du med at synes, det er sådan jeg ser ud, det gider jeg faktisk ikke lave om på, og så kan du bare holde op med at gemme hårene. Eller også ender du med at mærke dybt nede i maven, at du faktisk synes, det er smukkest med hårfrie ben. Og så må du forholde dig til, hvad du så synes, der er det rigtige at gøre.
Du fortæller, at du ikke umiddelbart har lyst til at sige det til din mor. Hvad tror du, der vil ske, hvis du taler med hende om det? Nogen gange hjælper det at tænke ”hvad kunne være det værste, der kan ske, hvis...” Tror du, hun vil blive sur over, at du går med de tanker? Måske vil hun blive overrasket over, at du er nået dertil, hvor du begynder at tænke på de ting? Måske vil hun slet ikke reagere på den måde, du forestiller dig... Men ligemeget hvordan din mor vælger at reagere på det, du siger, så er det vigtigt at man som barn føler, at man kan komme og tale med sine forældre. Det kan du måske starte med at sige til din mor - at måske bliver hun ikke vildt begejstret for det, du vil sige, men du sætter stor pris på, at du kan komme og tale med hende om de ting, der er vigtige for dig.
Det lyder som om, det rigtige i jeres familie vil være, at du taler med din mor om det, inden du eventuelt begynder at barbere ben. Så måske vil udfordringen for dig være at finde det rigtige tidspunkt til at tale med din mor om det? Jeg tænker lige, om du mon har en storesøster, som du kan spørge om, hvornår hun begyndte at barbere ben, og hvordan hun sagde det til jeres mor – eller en kusine måske?
Du kan jo også vise din mor dit brev og mit svar som en måde at starte samtalen på...
Jeg håber, at du har fået lidt inspiration til at tænke og mærke efter, hvad der vil være det rigtige for dig.
Mange hilsner
BørneBrevkassen