Kære pige på 13 år
Tak for din åbenhed.
Du skriver, at du synes du er for tyk. Jeg kommer til at tænke på, hvordan du mon er nået frem til det? Har en læge eller sundhedsplejerske sagt det? Hvis ikke, så synes jeg, at du skal gå til sundhedsplejersken på din skole eller spørge din mor eller far, om at komme til jeres egen læge. Så kan I få en snak om, hvad du og din krop har brug for. Så du får hjælp til at finde ud af det og hvad I så kan gøre ved det.
Det kan også være du ikke er for tyk, men det er noget du selv synes. Det er også vigtigt at tage hånd om det. Men det skal gøres på en anden måde. Vi ser alle forskellige ud. Der er ikke én rigtig måde at se ud. Måske kan dit udseende tænkes ind i et større perspektiv. Et perspektiv der handler om at have et sundt liv på mange planer - ikke kun på udseendet. Du er også i gang med at udvikle dig, og her har kroppen også brug for at samle lidt sammen, så der er noget at vokse og udvikle sig af.
I dag er der meget fokus på udseende, kroppen, træning, at spise det rigtig mad osv. Det er godt at holde sin krop sund med sund kost og motion. Men der skal være en balance i det. Det skal ikke styre os. Hvis størstedelen af vores tanker kredser om hvordan vi ser ud, så kommer vi i dårligt humør og bliver nok også nedtrykte. Og det bliver svært at få øje på; det der fungerer og som man er glad for i sit liv. Derfor er det vigtigt at huske os selv på; at sundhed er mange ting -det tror jeg, vi er mange der nogle gange glemmer. Prøv at tænke over; hvad der gør dig glad. Og gør mere af det. Så er du i gang med at gøre dig selv sundere.
Jeg kan godt forstå du bliver ked af det, når dem i din klasse mobber dig med vægten. For mig er der ingen logik i, hvorfor man ikke skulle være sammen med nogen fordi de er tykke. Så derfor tror jeg mere, det handler om dem selv. Nogen gange kan børn som ikke har det godt med sig selv lade det gå ud over andre. Det kan være at der er mange, der bliver usikre på sig selv i den alder I har. Hvis der ikke er nogen til at gøre noget ved det, så fortsætter det. Det er dine lærerers ansvar at få stoppet mobningen. Kunne du forestille dig at tale med en af dine lærere, om det du skriver om her i brevet? Det er ikke dit ansvar at få mobningen stoppet. Det er svært at stå med det selv og det skal du ikke. Du har brug for hjælp. Derfor er det godt, at du fortæller en god voksen, som kan hjælpe dig med at få stoppet mobningen. Måske kan I også få talt om, hvordan man er en god kammerat og hvordan i kan få det godt i klassen - alle sammen. Jeg håber, at din skole har en mobbepolitik, så de ved, hvad de kan gøre for at hjælpe dig og din klasse med at stoppe mobberi.
Du er meget velkommen til at ringe ind til os på Børnetelefonen. Jeg tænker det kunne være rart for dig at tale med en voksen om, hvordan du har det, så der kan komme hjælp.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen