Anoreksi

Kære pige på 14 år.

Hvor er det bare dejligt at du har lyst til at skrive herind og dele dine tanker. Det er tit rigtig hårdt at være i behandling for en spiseforstyrrelse, fordi man kæmper både med sine tanker og sin krop. Jeg forstår godt, at du føler, at det hele er rigtig hårdt lige nu.

Først og fremmest er det virkelig godt at høre, at du selv kan mærke på din krop, at den ikke har det godt ved at blive sultet og være på så lav en vægt. Det er nemlig enormt vigtigt at lære sin krops signaler at kende, og mærke efter, hvornår den siger “stop”.

Det er positivt, at du allerede får professionel hjælp til at få det bedre. Men jeg forstår godt, at det er hårdt at du skal tage en del på i vægt, og det er jo netop dét, som kan gøre behandling til at være en kamp.

Rigtigt mange unge piger er optagede af at sammenligne sin vægt og sit udseende med andre piger. Men som du før har fået fortalt, så er kroppe meget forskellige, og en vægt på 60 kilo kan se forskellig ud på forskellige piger.

Men i virkeligheden handler det måske mere om, at man har en sund og “glad” krop, som ikke sulter, end hvad man egentlig vejer?

Det er din behandlende læge, som bedst kan fortælle dig hvad en sund krop vil være for dig. Nu er det svært at vide, hvordan din behandling præcist foregår. Men kunne det måske være en løsning at tale med lægen om at tage processen i lidt mindre skridt?

Altså hvor at fokus ikke er at få dig op på præcis 60 kilo hurtigst muligt i første omgang. Men at I sammen kan sætte et lidt mindre del-mål, så du også stille og roligt kan blive mere fortrolig med at tage på i vægt. Jeg ved ikke, om det kan være en mulighed, men måske det kunne være et forsøg værd at tale med din læge om det?

Det er super sejt, at du selv har bedt om at blive blindvejet. Mange mennesker både med og uden spiseforstyrrelse har det bedst med slet ikke at vide hvad de vejer, og det er en rigtig fin strategi at holde fast i. Det viser altså også en stor styrke hos dig, som nok skal få dig langt!

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg på, om du mon snakker med nogen om hvordan du har det – måske med dine forældre?

Det kan i hvert fald føles rigtig rart for mange unge at få “lettet tankerne” et sted, hvor det ikke kun handler om behandling, men hvor er plads til alverdens tanker.

Har du mon hørt om Landsforeningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade? De tilbyder gratis og anonym rådgivning både telefonisk, skriftligt og ved at møde op og få samtaleforløb. De ved rigtigt meget om hvilke tanker og følelser man har, når man er i behandling for en spiseforstyrrelse, og de er søde at snakke med. Du kan finde dem her: https://lmsos.dk/

Du er også altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116 111. Vi vil meget gerne lytte og komme med gode råd.

Når jeg læser dit brev, så bliver det tydeligt, at du er en super sej pige med stor vilje, som kæmper for at få det bedre – også selvom det er svært og sommetider kan føles uretfærdigt. Jeg håber, at du kan bruge den styrke i resten af din behandling og bagefter.

Kærlig hilsen,

BørneTelefonen