Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Vil indlægges, men hvordan?

Kære børnetelelfon

Jeg har haft rigtig mange problemer det sidste år og er deprimeret og har været det så længe jeg ikke kan huske hvordan det er bare at være okay. Jeg har for nylig fundet ud af at jeg er kønsneutral på den måde at jeg ligner en pige men er lidt dreng i hovedet hvis i forstår?

Altså hverken pige eller dreng og jeg er ikke “sprunget ud” til nogen endnu. Jeg er også biseksuel. Min søster har autisme og har nedgjort mig meget da jeg var yngre så jeg har intet selvværd og cutter når jeg har mulighed for det. Jeg går til psykolog en gang om ugen og er til samtaler i psykiatrien en gang imellem men det hjælper ikke og jeg føler lidt at de synes at det ikke er alvorligt nok til at de kan give mig antidepressiv medicin.

Mine forældre har fjernet skarpe ting fra mit værelse så jeg ikke kan cutte længere og lader mig aldrig være alene hjemme og sådan noget hvilket både er godt og dårligt.

Det er dårligt fordi jeg virkelig hader mine forældre. Altså jeg elsker dem jo også men jeg har bare brug for mere alenetid til at tænke og de driver mig til vanvid!

Jeg har overvejet at komme i plejefamilie og det vil jeg faktisk gerne selvom der ikke er vold eller overgreb derhjemme. Mine forældre ville ALDRIG acceptere at jeg kom i pleje så jeg ved ikke om det er en mulighed.

Jeg har også overvejet bare at gøre noget dumt så jeg bliver indlagt på psykiatrisk afdeling og blive spændt fast men vil dog helst undgå at skulle til at skade mig selv igen.

Jeg vil bare gerne være sikker på at jeg ikke gør noget dumt og have en pause fra mit lorte liv.

Det hele bliver bare værre og værre og jeg vil sådan set bare dø. Men alligevel ved jeg at jeg måske kan klare det her så jeg prøver en sidste gang.

Men kan man blive indlagt frivilligt og hvem skal jeg så tale med? Skal mine forældre godkende at jeg bliver indlagt? Kan jeg komme i plejefamilie uden nogen speciel grund andet end at jeg bliver ked af det af at være derhjemme?

Undskyld for det lange forvirrende brev, jeg håber i vil hjælpe…
Mvh unknown

Kønsneutral, transkønnet?, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dig på 13 år

Tak for dit brev. Når jeg læser, hvordan du har det, så tænker jeg sådan på, om du mon har fortalt din psykolog og/eller dine forældre om de tanker, som du beskriver i brevet? Hvis ikke, kunne det så være en mulighed, at du måske viser dem dit brev og mit svar? Jeg er nemlig ikke i tvivl om, at du har brug for lidt mere hjælp end det, du får nu. Om det er en indlæggelse eller noget andet, kan jeg ikke vudere, men jeg ved, at du har brug for mere hjælp. Derfor synes jeg, du skal overveje at vise dem dit brev.. Måske ved de slet ikke, hvordan du rigtig går og har det?! Ved de ikke det, kan de ikke hjælpe dig med at få det bedre.

I brevet stiller du nogle forskellige spørgsmål, som jeg vil forsøge at svare på.

Hvis du er bekymret for dig selv, er det vigtigt, at du beder om mere hjælp end det, du får nu. Det kan du gøre ved at fortælle dine forældre, din psykolog eller måske en helt tredje, hvordan du har det. Når man skal indlægges, er det en læge, der skal vurdere, om det er det, der vil hjælpe. Måske er det det, der hjælper dig bedst eller måske er det noget andet, du har mere brug for. Men nu hvor du er bekymret for dig selv, er det vigtigt, at du lytter til din bekymring og får mere hjælp nu.

Hvis en læge vurderer, at du skal indlægges, kan du godt blive det, selvom dine forældre ikke mener, det er det rigtige. Men de fleste forældre vil lytte til lægerne, hvis de vurderer, at en indlæggelse er det rigtige. Det er det, man vil kalde en frivillig indlæggelse. Sker der derimod det, at ens forældre er imod en indlæggelse, så kan man alligevel blive indlagt. Det hedder så en tvangsindlæggelse. Husk, at du, hvis du har akut brug for hjælp og er bange for, at du skader sig selv, altid kan ringe til akuttelefonen - og hvis du er i akut fare, skal du altid ringe til 112. Husk det. 

At komme i plejefamilie er ikke bare noget, man kommer. Det er i sidste ende kommunen, der skal vurdere, om det er det, der skal til - og før man når dertil, vil man ofte ha fået anden hjælp. Hvis du er bekymret, kan du kontakte din kommune og fortælle, hvordan du har det, så kan de vurdere, om de skal sætte en undersøgelse i gang for at se, hvordan man kan hjælpe dig med at få det bedre derhjemme. Hvis du søger efter din kommune, kan du finde flere kontaktinformationer. Du kan altid starte med at ringe anonymt. 

Du er også altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116111, hvis du har lyst til en snak. Du kan også kontakte Psykiatrifonden anonymt på www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp.aspx.Her kan du måske blive lidt klogere på, hvordan du bedst får den hjælp, som du fortjener - og har brug for.    

De varmeste hilsner
BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat