Brev

Transkønnet

Hej, er en 15 årig dreng lige nu, men føler mig meget usikker på mit køn. Jeg har tænk meget over det, og hver gang jeg tænker over det bliver jeg enig med mig selv om at jeg egentlig helst vil være en pige. Jeg vil gerne snakke med mine forældre med det men ved ikke hvordan de vil tage det.

15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 15-årige.

Det er bare så godt, du skriver til os, når du går og er usikker på dit køn. Der er nemlig ikke noget galt i, at føle sig utilpas med det køn man biologisk er født. Det er der faktisk mange andre, der også oplever.

Du skriver i dit brev, at du har tænkt meget over det, og egentlig godt kan mærke, du helst vil være en pige. Jeg ved, at det for mange kan tage lang tid at acceptere og finde ud af, hvilket køn man føler sig som. Jeg tænker derfor, du må have gjort dig mange tanker om hvorfor det lige netop er hunkøn, du identificerer dig som.

Når du skriver, at du ikke ved, hvordan dine forældre vil tage det, tænker jeg, det er netop de tanker, du kan fortælle dem. Du kan fortælle dem, hvorfor du føler dig som en pige. Og fortæl dem, at du faktisk har været i tvivl om hvordan de vil tage det.

Det kan være rigtigt svært for nogle at sætte sig ind i, hvis det ikke er en følelse, man selv kender til. Men det hjælper oftest bare at være helt ærlig, og fortælle hvordan du oplever det. Måske dine forældre faktisk allerede har fornemmet det. Hvad tænker du om det?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det mon er noget, du har snakket med nogle andre om? Har du fortalt dine venner, lærere eller andre familiemedlemmer om hvordan du føler? Hvis du har det, kan det måske være rart for dig, at snakke det igennem med dem inden. Det kan være rart at finde støtte fra sine venner, når man skal sige det videre.

Måske tænker du, at du i første omgang har lyst til at tale om det anonymt. Jeg ved, at mange har gode oplevelser med at tale med nogle, der har været i samme situation. Hvis det er noget, du tænker kunne være rart, vil jeg anbefale dig at kontakte LGBT+ Ungdom. De tilbyder anonym rådgivning om blandt andet seksualitet og køn. De er også rigtigt gode at tale med, når man er i tvivl om, hvordan man får det sagt. Dem kommer du i kontakt med lige her.

Det er rigtigt stærkt, at du skriver et brev til os. Det er vigtigt at vi alle kan være os selv, og kan leve livet med det køn, vi har det bedst tilpas ved. Det er derfor rigtigt flot og vigtigt, at du skriver, du gerne vil snakke med dine forældre om det. Det kan jeg godt forstå. Der er nemlig ingen grund til at lægge låg på, hvem vi er.

Jeg tror på, du nok skal få samlet mod til at sige det højt, når du føler dig klar.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Køn og identitet Andre der hjælper

LGBT+ Ungdom

Anonym rådgivning om seksualitet, spring-ud-problemer, usikkerhed om man er homo / bi / trans, hvordan man får det sagt mm.

Læs mere

Sabaah

Har du minoritetsbaggrund og tumler du med tanker om til din seksuelle orientering og/eller kønsidentitet?

Læs mere

Sexlinien

Rådgivning til unge ml 15-25 år om seksuelle spørgsmål og problemer, prævention, sexsygdomme, graviditet, nødprævention, abort m.m.

Læs mere

Det store Dilemma

Skal man fortælle sin nye veninde, at man er bøsse, hvis det stadig er en hemmelighed?

Chat
Chat