Kære dreng på 15 år
Nogle gange kan man godt føle sig lidt splittet, når man prøver noget nyt og ukendt.
At have sex første gang kan føles som et stort skridt ind i noget nyt og ukendt. Man kan føle, at man krydser en grænse og dermed også forandres lidt selv. Måske har du det sådan? Og måske skal du derfor også lige vænne dig til, at du nu ikke er jomfru mere.
Du har haft sex med en pigen, som du ikke rigtig kender. Måske spiller det også ind på den dårlige mavefornemmelse? Måske blev du faktisk lidt forelsket i hende og er derfor ked af, at I ikke skal ses mere? Eller er det lige modsat – du føler måske, at hun ikke var helt den rette for dig? Alt efter hvordan du har det med pigen, kan det altså også spille ind på, de følelser du nu har.
Det kan også være, at din splittelse skyldes, at du følte dig presset til sex. Hvis pigen har været mere erfaren end dig, så følte du måske, at det var svært at sige nej? Og måske var hun også mere klar til at gøre ting, du ikke havde lyst til?
Hvis man har følt sig presset til sex, er det nemt at få det dårligt med sig selv. Krop og sind reagerer på, at nogen er trådt ind over ens grænse. Det kan være hårdt at gå med alene. Og derfor er det en rigtig god ide at få snakket med nogen om det.
Tit følger der skam og skyld med, når man har følt sig presset. Man kan fx få tanker om, at det er ens egen skyld, at man ikke fik sagt fra. Men ved at få talt tingene igennem kan man få hjælp til at se, at det kan være svært at passe på egne grænser. Særligt hvis man ikke rigtig bliver hørt eller respekteret i ens nej.
Jeg vil derfor råde dig til, at finde en du kan snakke med. Måske en god ven? Eller dine forældre, hvis I har et forhold, hvor du føler, at I kan tale om sex.
Hvis du hellere vil tale med en, der ikke kender dig, så kan du ringe til Sexlinien eller tale med sundhedsplejersken på din skole. Du er selvfølgelig også meget velkommen til at ringe til os på BørneTelefonen på 116111.
Jeg håber, du får talt med nogen, sådan at den dårlige mavefornemmelse kan forsvinde. At skrive hertil tror jeg er første vigtige skridt for dig. Du har beskrevet meget fint, det dilemma du føler. Du kan derfor også bruge dit brev og mit svar, som et udgangspunkt for samtalen, uanset hvem du vælger at tale med.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen