Kære Du,
Tak, for dit brev. Jeg kan godt høre, at det bekymrer dig meget over, at du føler, som du gør. Derfor er det godt, du har skrevet herind, så du ikke sidder alene med dine tanker.
I din alder er der mange, der bliver forskrækkede, når de oplever, at de bliver tiltrukket af samme køn som dem selv. Men det er altså helt normalt at have det sådan. Det behøver derfor ikke betyde, at du er lesbisk, at du føler dig tiltrukket af piger.
I teenageårene begynder de fleste at udforske deres seksualitet. Og mange oplever at blive tiltrukket af forskellige ting, netop fordi det er en udforskning, og man ligesom skal lære det hele at kende. Mange unge prøver sig derfor frem og får nogle erfaringer med begge køn, inden de kan mærke, om de er heteroseksuelle eller ej.
Det er rigtig ærgerligt, at din seksualitet er forbundet med dårlig samvittighed. Jeg tænker, at ens seksuelle tanker, er ens egne. Og man kan jo ikke styre, hvad man føler sig tiltrukket af. At du tænker på dine veninde, er nok ikke et tegn på, at du i virkeligheden gerne vil have sex med hende. Nok mere et udtryk for, at du har lyst til at udforske, det at være sammen med en pige. Giver det mening?
Jeg synes derfor, du skal prøve at give dig selv lov til at tænke og føle, hvad du gør. Og så langsomt prøve dig lidt frem. Det kan også være en hjælp at læse om andres oplevelser med at være lesbisk. Du kan derfor læse mere på:http://lgbtungdom.dk/
Hvis du på et tidspunkt finder ud af, at du er lesbisk, så vil jeg foreslå dig at tale med nogen om det. Og om det, det får dig til at føle. Det kan fx være dine forældre? Eller en anden du har tillid til. Du vil sikkert opleve, at det er en stor lettelse, at stå ved den man er.
Med venlig hilsen
BørneTelefonen