Krise
Hej!
Jeg er en pige på 17 år, der bor alene ved det gymnasium jeg går på (hvilket så er 1.g). Lige i øjeblikket har jeg brug for nogle objektivt input på nogle problemer der fylder rigtig meget i mit liv lige nu.
Det første, og største problem, er min mangel på rygrad. Jeg er så fattig på vilje når det kommer til skole, at det er helt vanvittigt. Det er kommet til et punkt hvor jeg næsten overvejer at jeg måske fejler noget psykisk. Jeg kommer i skole, og formår at få slæbt mig selv afsted, men jeg høre sjældent efter, skriver sjældent noter (jeg plejer at side og drømme, tegne eller planlægge historier jeg har i stedet for, fordi det betyder så meget mere for mig), og har VIRKELIG svært ved at lave lektier. Som i, det er kun lige knap og nap jeg får lavet det.
Jeg tror det bunder i tvivl om hvad jeg ønsker at blive når jeg afslutter uddannelsen. Skole har ALDRIG nogensinde sagt mig noget som helst overhovedet. Jeg føler mig fanget og bundet i et system/samfund som jeg aldrig nogensinde bad om at være en del af. Der er så mange ting jeg skal (have job, tjene penge for at kunne overleve, osv), når det jeg allermest ønsker er at være fri, så selvstændig som overhovedet mulig, udforske livet til det yderste, i stedet for at bruge mere end halvdelen af mine år på at være en dørmåtte for andres behov. Det her føre mig så videre til mit andet problem:
Min “drømmebeskæftigelse” ville være at leve af at være kunstner, og bo dybt ude i en svensk skov eller noget. Måske også være forfatter, sælge ideer jeg får til andre forfattere, eller noget (jeg ved ikke helt hvordan sådan noget fungere). Ikke noget job at skulle tage sig af, bare leve af sin kreativitet. Jeg ved ikke om i ved hvem Jonna Jinton er, men det er i hvert fald noget ala den stil jeg ønsker.
Jeg har snakket om den her drøm med nogle jeg kender. Den ene sagde “go for it, det kan godt gå”, mens den anden var lidt mere “Det er godt at drømme, men virkeligheden er anderledes.” Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, hvis jeg fortæller det til mine forældre vil de med garanti ikke støtte 100% op om det, og også fortælle mig at det er noget jeg skal gemme til senere.
Men jeg higer så meget efter det her, og jeg har så svært ved at vente 3 års skolegang før jeg kan forsøge mig med det. Jeg kan slet ikke se hvad jeg skal bruge noget som helst af alt det der møg til.
Og jeg ved ikke engang om jeg tør sige det til min kæreste. Han har tidligere haft noget med en, som også ønskede at rejse væk fra Danmark, hvorefter han forklarede at han havde det meget fint her, og ikke ønskede at rejse. Så jeg er rigtig bange for at vi måske ikke kan få det til at fungere hvis jeg beslutter mig for det her, da han ærlig talt er det bedste der nogensinde er sket for mig.
Så hele det her er en stor klump dilemmaer for mig. Det fylder så meget i mig, og igen som først nævnt, det påvirker min skolegang at jeg føler mig fanget i et bur, hver dag når jeg står op. Og af frygt for folks reaktion har jeg virkelig ikke lyst til at dele det.
Hilsen
Pigen uden vilje
