Brev

Krise

Hej!

Jeg er en pige på 17 år, der bor alene ved det gymnasium jeg går på (hvilket så er 1.g). Lige i øjeblikket har jeg brug for nogle objektivt input på nogle problemer der fylder rigtig meget i mit liv lige nu.

Det første, og største problem, er min mangel på rygrad. Jeg er så fattig på vilje når det kommer til skole, at det er helt vanvittigt. Det er kommet til et punkt hvor jeg næsten overvejer at jeg måske fejler noget psykisk. Jeg kommer i skole, og formår at få slæbt mig selv afsted, men jeg høre sjældent efter, skriver sjældent noter (jeg plejer at side og drømme, tegne eller planlægge historier jeg har i stedet for, fordi det betyder så meget mere for mig), og har VIRKELIG svært ved at lave lektier. Som i, det er kun lige knap og nap jeg får lavet det.

Jeg tror det bunder i tvivl om hvad jeg ønsker at blive når jeg afslutter uddannelsen. Skole har ALDRIG nogensinde sagt mig noget som helst overhovedet. Jeg føler mig fanget og bundet i et system/samfund som jeg aldrig nogensinde bad om at være en del af. Der er så mange ting jeg skal (have job, tjene penge for at kunne overleve, osv), når det jeg allermest ønsker er at være fri, så selvstændig som overhovedet mulig, udforske livet til det yderste, i stedet for at bruge mere end halvdelen af mine år på at være en dørmåtte for andres behov. Det her føre mig så videre til mit andet problem:

Min “drømmebeskæftigelse” ville være at leve af at være kunstner, og bo dybt ude i en svensk skov eller noget. Måske også være forfatter, sælge ideer jeg får til andre forfattere, eller noget (jeg ved ikke helt hvordan sådan noget fungere). Ikke noget job at skulle tage sig af, bare leve af sin kreativitet. Jeg ved ikke om i ved hvem Jonna Jinton er, men det er i hvert fald noget ala den stil jeg ønsker.

Jeg har snakket om den her drøm med nogle jeg kender. Den ene sagde “go for it, det kan godt gå”, mens den anden var lidt mere “Det er godt at drømme, men virkeligheden er anderledes.” Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, hvis jeg fortæller det til mine forældre vil de med garanti ikke støtte 100% op om det, og også fortælle mig at det er noget jeg skal gemme til senere.

Men jeg higer så meget efter det her, og jeg har så svært ved at vente 3 års skolegang før jeg kan forsøge mig med det. Jeg kan slet ikke se hvad jeg skal bruge noget som helst af alt det der møg til.

Og jeg ved ikke engang om jeg tør sige det til min kæreste. Han har tidligere haft noget med en, som også ønskede at rejse væk fra Danmark, hvorefter han forklarede at han havde det meget fint her, og ikke ønskede at rejse. Så jeg er rigtig bange for at vi måske ikke kan få det til at fungere hvis jeg beslutter mig for det her, da han ærlig talt er det bedste der nogensinde er sket for mig.

Så hele det her er en stor klump dilemmaer for mig. Det fylder så meget i mig, og igen som først nævnt, det påvirker min skolegang at jeg føler mig fanget i et bur, hver dag når jeg står op. Og af frygt for folks reaktion har jeg virkelig ikke lyst til at dele det.

Hilsen
Pigen uden vilje

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige 17 år,

Fra andre unge kan jeg let genkende din oplevelse med gymnasiet. Du er altså langt fra alene om de følelser og tanker. Det er bare ikke alle, der kan beskrive dem så klart og præcist, som du gør.

Jeg tænker, at 3 år i gymnasiet både er kort og lang tid. Kort tid i et helt menneskeliv. Lang tid hvis man slet ikke trives der. Måske kan du stille dig selv spørgsmål som: Kan jeg klare 3 år i gymnasiet og så få en eksamen, der giver mig nogle uddannelsesmuligheder på et senere tidspunkt? Eller skal jeg undersøge, om der er andre uddannelser, hvor indholdet føles mere relevant for mig?

Du kan tale med studievejlederen på gymnasiet om, hvordan du kan få hjælp til at finde motivation og komme godt i gang med gymnasiet? Eller tale med UU-vejlederen i din kommune om, hvilke andre uddannelsesmuligheder, der er, som kan føre dig tættere på din drøm om et kreativt arbejde. Der findes nemlig flere forskellige ungdomsuddannelser med et mere kreativt fokus. 

Måske ville du også have mod på at tage snakken om den rette uddannelse med dine forældre? Det kunne være en god indledning til også at få fortalt om dine drømme om et bestemt slags liv? Måske dine forældre endda vil kunne genkende din længsel? Der er nemlig mange mennesker i dag, der begynder at tænke i alternativer til det liv og det system, de lever under.

Drømme er vigtige. De giver vores liv mening og retning, og de kan ændre sig hele livet igennem. Og drømme kan blive virkelige. Hvis man er heldig, vedholdende og dygtig. Men man er næsten altid nødt til at hjælpe drømme på vej ved at have en god plan og arbejde hårdt og længe for at nå dem.

Mange mennesker drømmer sikkert om et liv som det, Jonna Jinton viser på sin hjemmeside. Men der er ikke mange, der har et liv som det. Måske heller ikke engang Jonna Jinton selv? For det er vigtigt at huske, at nettet er et ”udstillingsvindue”, og tekst og billeder er nøje udvalgt til at fortælle en bestemt historie om hende og hendes liv.

Det siger jeg ikke for at nedgøre hendes website eller drømmen om et kreativt kunstnerliv. Men lidt ligesom med fjernsynsprogrammet ”Bonderøven”, så sælger hun drømmen om det frie og uafhængige liv. Men bagsiden af dette liv vises sjældent. 

Der kan gå mange år, før en kunstner eller forfatter tjener penge. Og endnu flere år før de tjener nok til at kunne leve af det. Derfor kan du overveje, hvordan du vil tjene penge til at leve for, indtil du kan tjene penge nok på dine kreative talenter. 

Jeg håber, du kan bruge mit svar og mine tanker til noget. Nu har du delt dine drømme med mig. Hvordan var det at høre min reaktion? Måske kan du finde modet til nu også at tale med din kæreste om dine drømme? Det kan være, at han også har drømme, han har lyst til at dele med dig? Og bliv ikke bange, hvis jeres drømme ikke er ens. Ting ændrer sig hele tiden, og hvis du ikke flytter til udlandet lige nu, så har I masser af tid til at finde ud af, hvad I kan sammen.

Jeg ser dig på ingen måde som en pige uden vilje - for du ved jo netop godt, hvad du gerne vil. Jeg synes, det er modigt at stå ved sine drømme og føre dem ud i livet. Jeg ønsker dig derfor held og lykke med dit liv og dine drømme.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Har du eksamensangst? Få flere gode råd her

Måske har du tanker som: Hvordan undgår jeg eksamensangst? Hvordan skal jeg forberede mig inden min eksamen? Er der øvelser til eksamensangst? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige?

 

Måske du kender at nervøsiteten vokser sig så stor, at den nærmere bliver til en eksamensangst? Så er det vigtigt, at få talt om det med nogen.

 

Her på siden kan du få gode råd til at få dine katastrofetanker ud af hovedet, lægge en plan for, hvordan du forbereder dig, prøve vejrtrækningsøvelsen eller læse andre børns breve.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat