Brev

jeg hører ikke til her

Hej.

Jeg er en pige på 15 år, og der kører nogle tanker rundt i mit hoved hele tiden, ting som jeg ikke kan svare på, eller forholde mig til.

Der er ingen andre jeg kender, som kan relatere til de ting, eller følelser som jeg oplever.

Jeg ved ikke hvad det skal betyde, eller hvorfor jeg får de her tanker. Men det er ikke noget som jeg altid har haft kørende inde i mit hoved.

Det er forholdsvist nyt.

Jeg leder efter svar, jeg længdes efter svar.

Men hvor kan jeg få dem, hvor kan jeg finde det som kan udfylde min uro.

Jeg har en konstant stemme som siger, at jeg ikke hører til her, her i livet. Jeg forlanger mere, jeg længdes efter mere end livet. Mine venner siger mig ingenting, jeg kan lide at være alene. Jeg bruger mine venner, så jeg kan føle menneskelighed.

Eller

Så jeg ikke virker anderledes.

Jeg føler ikke at jeg har brug for nogen, men alligevel er jeg omringet, af folk som elsker mig. Folk som vil mig.

Men det er ikke noget som jeg gengælder, selvom at jeg prøver, selvom jeg ønsker det.

Men det ikke sådan jeg fungerer.

Jeg er ikke grim, og jeg er ikke upopulær.

Jeg bliver altid valgt før de andre. Jeg er alles “ven” men det har jeg ikke brug for, jeg har brug for at være alene. Med mine tanker og overvejelser. Jeg vil finde ud af hvor jeg kommer fra. Men noget holder mig tilbage, noget blokerer for min søgen, og jeg kan ikke finde ud af hvad det er.

Jeg føler ikke at jeg hører til i min familie, jeg føler mig udenfor det fællesskab de har.

Jeg føler at jeg har en mørk, og gammel sjæl.

jeg ser ting, jeg hører ting. Ting som ikke er der, men ting som jeg ved har eksisteret. Jeg har drømt om ting, som er sket måneder efter. Jeg ser min afdøde storebror, gå rundt, og passe på os. På mig. Jeg fører samtaler i mit hoved, som jeg føler ikke er med mig selv. Men med folk udefra, folk lang væk fra livet.

Jeg vil væk fra livet, jeg vil derhen hvor jeg hører til. Derhen hvor åbningen til mit hjerte er. Jeg mangler noget som skal udfylde det tomme rum i mit hjerte.

Jeg ved ikke hvad det er, men jeg vil finde det.

Men jeg kan ikke selv.

Denne følelse er ubeskrivelig, jeg føler mig forbandet.

Jeg sidder fast her i livet, og jeg kan ikke komme videre. Jeg vil ikke være her. Det her er ikke mig.

Mit liv burde være end andens, mit liv skal tilhøre den person som ønsker at være smuk, og som ønsker popularitet, ikke mig. Det er forkert, og jeg kan mærke det.

Jeg ved at jeg nok ikke kan få mine svar her, men måske du kan hjælpe mig med at finde en som kan hjælpe mig, med at finde det som jeg søger.

Pige, 15 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15,

Tak for dit meget fine brev, der efterlader mig med et billede af, hvordan det er at være dig lige nu. Det er mange store og tunge tanker, som du går rundt med. Derfor er det rigtig godt, at du har skrevet herind. Jeg håber, at jeg kan være med til måske at sortere lidt i tankerne og give lidt en smule ro. Vise lidt vej.

Du er helt enormt god til at beskrive, hvordan du har det og til at sætte ord på dine tanker. Det er en stor fordel.

At gå rundt med en følelse af ikke at høre til, hvor man er, er opslidende. Der er mange på din alder, der kan have svært ved at finde sig til rette i egen krop og sind. Der sker så mange ting med en selv, at det kan være svært at finde ud af hvem man er og hvor man hører til. Jeg kan dog også læse i dit brev, at det i dit tilfælde er en følelse, der fylder rigtig meget. Og er lidt større end hvad du fornemmer dine venner og veninder oplever.

Du skriver blandt andet, at du oplever en indre uro, og en tomrum i hjertet. Og også at du hører en stemme, der forstærker den her følelse af, ikke at høre til her. Samtidig fortæller du, at du mærker din afdøde storebrors nærhed, og at han fortsat passer på dig og på jer. Disse ting tilsammen, får mig til at tænke på, hvor længe du har haft det sådan her? Du skriver at det er lidt nyt. Jeg spekulerer på, om sorgen efter tabet af din storebror, kan have igangsat eller forstærket mange af de her følelser og oplevelser, du har?

Det at miste et nært familiemedlem, efterlader ofte en tomrum. Som måske minder om det, du beskriver? Nogle tror eller forventer, at en sorg skal bearbejdes og så ellers gemmes væk i en skuffe dybt inde i en. Men jeg tror på, at for at kunne føle sig selv igen efter et tab, der er man nødt til at få talt om sorgen, så den kan blive en følgesvend i hverdagen. Sådan at man giver sorgen tilladelse til at være ved ens side resten af livet, bare den ikke bliver bestemmende og kommer til at overtage kontrollen. Det er vigtigt. Har du talt med nogen efter din bror gik bort?

Det er så vigtigt at man får talt om den slags oplevelser, for ellers kan de sætte sig fast i ens sind og blive endnu sværere at håndtere. Der findes både sorggrupper for andre unge, for familien som helhed eller individuelle tilbud. Jeg vil henvise dig til nogen sidst i svaret her.

Jeg kan godt forstå, hvis det er svært at dele disse tanker med fx dine forældre. Men jeg tænker at det kan være en god idé. For forvirrende eller ubehagelige tanker har det med at vokse, hvis ikke der bliver talt om dem.

Det kan også være at du har en lærer eller pædagog, som du føler tillid til og kan stole på. Måske kan du tale med ham/hende om dine tanker. Fordelen ved at dele dem med dine forældre er, at de har kendt dig hele livet, og har måske også på fornemmelsen, at noget er blevet anderledes. De kendte samtidig også din bror, så den del har I også til fælles.

Nu har jeg talt meget om sorg, og måske du slet ikke føler, at det er relevant. Men når jeg læser dine ord, som en udefra, så fornemmer jeg bare, at de ting du oplever godt kan hænge stærkt sammen med en uforløst sorg. Bær over med mig, hvis du er uenig.

Jeg vil gerne bede dig om at tænke lidt over noget.
Du skriver: “jeg vil derhen hvor jeg hører til. Derhen hvor åbningen til mit hjerte er”. Jeg vil derfor gerne bede dig om at overveje, hvilke positive følelser der ligger i den her åbning i hjertet? Det her særlige sted, som jeg tror er et sted inde i dig – hvordan ser du selv der? Hvad laver du? Hvilke tanker har du der? Smiler du? Er du lettet? Taler du med nogen?

Når du er så god med ord, så prøv at sæt ord på dette. For når det er gjort, så kan du måske nemmere finde ud af, hvad det så kræver for dig, at få dén version af dig, som du ser der, ført ud i det liv du lever lige nu og her. Giver det mening? Det håber jeg.

Jeg kunne fortsætte længe endnu med svaret til dig, men det bliver for langt. Jeg håber du har fået lidt nye tanker med på vejen. Forhåbentlig lidt ideer til at åbne op for din familie, og lidt ideer til at visualisere dig selv positivt.

Du kan også altid ringe eller skrive til BørneTelefonen, vi har flere forskellige rådgivningsmuligheder – chat, SMS og tlf. Nummeret er 116 111. Du er også altid velkommen her i brevkassen igen.

Her finder du henvisninger til sorggrupper for unge: http://www.bornungesorg.dk/chatten/
Her er lidt om sorg fra vores egen hjemmeside: https://bornetelefonen.dk/sorg/

Jeg håber, du finder en smule mere ro på den måde, du synes passer dig bedst.
Ønsker dig det allerbedste.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen