Kære du på 11.
Mange tak for dit brev. Hvor er det godt, du sætter ord på, hvordan du har det. Jeg kan godt forstå, at det er forvirrende tanker at gå rundt med. Jeg vil meget gerne dele mine tanker med dig.
Først og fremmest lyder det som om, at du er ved at lære dig selv at kende. Selvom det er forvirrende, så er det bare rigtig sejt. Respekt her fra BørneTelefonen!
Det er vigtigt at sige, at tanker om ens køn udvikler sig hele livet. Derfor behøver du på ingen måde vide, præcis hvilket køn du identificerer dig med. Altså om du føler dig som en dreng, pige, nonbinær eller noget helt andet. Det kommer stille og roligt. Det handler om at finde tålmodigheden frem.
Du skriver i dit brev, at du ikke ved hvilket omklædningsrum, du skal gå ind i, og at du bliver irriteret, når i skal deles op i køn. Jeg forstår godt, at du bliver frustreret.
Vi lever i et samfund som opdeler meget i køn. Det betyder, at man som nonbinær skal tage stilling til, hvor man føler sig mest “rigtig”. Det kan være en svær beslutning at tage.
Selvom samfundet udvikler sig hele tiden, så vil du nok opleve at stå i sådanne situationer mange gange fremover. Derfor handler det om at tage de valg, du føler dig mest tryg ved. Kan du følge mig i det?
Jeg tænker på, om du kender LGBT? Det står for: Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner. De har en super god rådgivning, og de ved en masse om netop tanker omkring køn og seksualitet. Måske de kan være en hjælp for dig? Linket finder du her: LGBT Danmark.
Jeg vil slutte af med sige, at du selv bestemmer, om du har lyst til at tale med andre om dine tanker. Men det kan være rigtig rart at dele sine tanker med nogen omkring sig. På den måde skal man ikke gå med det hele selv.
På den anden side, så er tanker om køn og seksualitet også noget man gerne må holde for sig selv, hvis man ikke føler sig klar til at dele det. Kan du følge mig i det?
Jeg håber meget, du kan bruge mit svar. Du er altid velkommen til at skrive eller ringe til os på 116111. Vi vil meget gerne lytte og hjælpe, så godt vi kan!
Kærlig hilsen BørneTelefonen.