Kære 13-årige
Jeg tænker, at det må være rigtig svært, når du føler, at du ikke bliver tiltalt og omtalt på den måde, som du føler dig – og på den måde, som du gerne vil.
Derfor er det også enormt stærkt, at du har skrevet brevet her, så du ikke skal gå med oplevelserne og tankerne selv. Hvis man går med det selv, så oplever mange nemlig, at det bliver værre og værre.
Jeg forstår, at du ikke kan lide, når I i skolen skal lave noget, hvor I bliver opdelt i “piger” og “drenge”. Ved BørneTelefonen hører vi på samme vis mange, der oplever, at de ikke føler at de passer ind i grupperne, når der fx laves “drenge- og pigegrupper”.
Jeg hører fra andre, at de bliver kede af det, sure og frustrerede, fordi det får en til at føle sig forkert. Jeg ved ikke, om du mon også har det sådan? Men jeg skriver det fordi du skal vide, at du ikke er alene!
Hvad er køn overhovedet?
Når man siger han, hun, den eller de, er det en måde at omtale og tiltale andre på. Han, hun, hen, den eller De er alle pronomener. Og igennem dit brev forstår jeg, at du ved, du helst vil at andre tiltaler dig med “De”.
“De” er altså det pronomen, du ønsker. Og det skal de, du omgiver dig med faktisk respektere. For du har ret til at være lige præcis som du er, og ønsker. Det gælder også ens køn og kønsidentitet.
Selvom mange tænker køn som “enten dreng eller pige, mand eller kvinde”, så behøver man ikke være hverken eller. Ligesom ens køn også kan være et eller andet sted mellem dreng og pige.
Med andre ord, så er ens kønsidentitet afhængig af, det køn, som man selv oplever sig som. Og det er kun dig selv, som kan vide hvilken kønsidentitet, du har, og hvordan du oplever dit eget køn. Jeg håber, det giver mening?
Du spørger: hvordan skal jeg sige det til de andre? Og jeg forstår, at du tænker på det – og måske kan blive i tvivl om, hvad der er bedst at gøre.
Det kan være en god idé at fortælle en voksen, du stoler på, hvordan du går og har det. Lidt ligesom du allerede har gjort i brevet her.
Jeg hører også fra andre, der har stået i lignende situationer, at det kan være en hjælp at lade den voksne læse brevet her og det svar, man har modtaget. Det kan nogle gange gøre det en smule lettere at få startet snakken med den voksne. Eller du kan overveje selv at skrive et brev?
Uanset hvilken måde der er rarest for dig, kan det være en god idé at snakke med en voksen, du har det godt med. Det kan måske være en fra din familie, en lærer, en træner, en nabo eller en helt fjerde.
Og så kan det være en god idé at gøre på et tidspunkt, hvor der er god tid. Hvis du fx vælger at snakke med en lærer, kan det være en god idé at aftale tid til en snak forinden. Eller hvis du gerne vil snakke med en i din familie, kan det være på et tidspunkt, hvor der fx ikke er travlt med at komme ud af døren og på arbejde. Jeg håber, det kan give dig nogle idéer?
Måske du allerede kender til det, men jeg vil gerne give dig linket til LGBTQ+ Ungdom. Her kan man finde mange råd og også meget information – og så hjælper de mange, der har stået i lignende situationer.
Jeg håber, at du vil bruge den styrke, du har vist ved at skrive brevet her, til at få snakket med nogen af de, du har omkring dig. Og husk, at det er helt okay og du har ret til, at være lige præcis som du føler dig bedst tilpas!
Kærlig hilsen BørneTelefonen
