Brev

Jeg føler mig svigtet af mine forældre.

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 15

Heldigvis er du en person, der gør noget. For du skriver ind til mig. Så vi sammen kan tale om, hvad du nu har af muligheder. For der er bestemt noget, du kan gøre.

Du er ramt af en ustabil og crazy stedfar. Du er ramt af ensomhed, fordi der er så rodet hjemme hos dig, at det er pinligt for dig at tage nogen med hjem. Du er ramt af at have en mor, der aldrig lytter. Og endelig har du en far – som trods dine store indsats ikke er til at få ordenlig kontakt med. Det føles super hårdt, at blive ramt af så mange ting på en gang.

Det er klart, at du nu føler, at det er nødvendigt at lukke dig inde på dit værelse, for at du kan føle dig godt tilpas. Og det er samtidigt klart, at det er med til blot at give endnu større ensomhed.

Det er godt, at du har haft et år hos dine bedsteforældre – hvor du har oplevet, at nogen tog sig af dig. Det blev dit livs bedste år. Mon dine bedsteforældre er klar over, hvor svært det egentlig er for dig lige nu i Danmark? Og hvor glad du har været – for at bo hos dem i udlandet?

Jeg tænker, at det ville være godt, hvis du kunne holde en tæt kontakt til dem. Det er vigtigt at holde fast i den del af familien, som du har det godt sammen med. Det er også godt, hvis du tør være åben og ærlig overfor dem. Så der er nogen, der ved, hvordan du egentlig går og har det.

Måske har du overvejet at komme væk hjemmefra? Nogle børn ønsker af forskellige grunde ikke at bo hjemme. Det kan være fordi, at de forældre man har, selv har brug for hjælp. Måske fordi de har deres egne problemer og er ustabile.

På kommunen kan de fortælle, hvilke muligheder du har for at få hjælp i din situation. Du kan ringe til din kommunes åbne anonyme rådgivning. Vi vil gerne hjælpe dig med at finde det rigtige nummer. Vi er på tlf.nr. 116 111. Du kan også først selv prøve at google din kommunes navn og ‘åben anonym rådgivning’.

Du kan også få en voksen fra BørneTelefonen til at hjælpe dig med at tale med dem fra kommunen om dine muligheder. Sådan en person kaldes en bisidder. Se mere her: bisidder.

Bisidderen kan både hjælpe dig med at sige det, du gerne vil sige. Og forstå det, der bliver sagt. Bisidderen kan også hjælpe dig med at huske det, der er vigtigt.

En bisidder er kort og godt en voksen der hjælper dig. Alt hvad I taler om, bliver mellem dig og bisidderen. Med mindre du selvfølgelig fortæller, at dit liv og trivsel er i fare – så er de forpligtet til at beskytte dig.

Hvis du gerne vil have en bisidder, skal du ringe og fortælle, hvem du er. Det er gratis at få en bisidder fra BørneTelefonen. Og vi tager kontakt til dig inden 24 timer.

Der er gode grunde til at unge som dig gerne vil flytte tidligt hjemmefra – måske i en ungdomsbolig eller på anden måde. Så kan du også ringe til din kommunes åbne anonyme rådgivning og høre hvilke muligheder der er, der hvor du bor. Du kan evt. nævne, at du har talt med os.

Der er måske også andre muligheder. For du kan også tale med din kommune om at komme på efterskole, skoleskib, kollegie eller måske andre ting.

Jeg kender ikke til dine planer for job, skole eller uddannelse. Men det kan også give noget – hvis du har adgang til en UU-vejleder. Ham eller hende kan du også betro dig til, hvis du har modet – og tør! De er vant til at tale med unge. Mange unge har virkeligt gode erfaringer med at åbne sig for den UU-vejleder, de hører til.

Lige nu, har du ikke mange i dit liv, som du kan tale med. For du jeg fornemmer, at du har mistet forbindelsen til mange – efter at du er kommet hjem fra udlandet. Og det gør det ikke bedre, at du ikke har lyst til at invitere nogen hjem til dig – fordi der er så rodet, der hvor du bor.  Og fordi der bor en crazy stedfar. Jeg kan godt forstå, at det er svært.

Får du derfor brug at tale med nogen, er der også Headspace. Se mere her: Headspace

Du har også os at tale med.  Hvis noget ikke virker, så gå videre og prøv nogle af de andre muligheder. Du skal ikke give op. For jeg er sikker på, at du vil finde frem til muligheder, der passer til dig.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

 

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.