Kære 19-årige pige
Jeg er glad for, at du har valgt at skrive til os, for jeg tror godt ,at jeg kan give nogle idéer til, hvad du kan gøre for at hjælpe dig selv.
Du skriver mest om dine tanker om fremtiden, så derfor vil jeg ikke gå dybere ind i selve voldtægten her. Men har du behov for at hjælp til at bearbejde voldtægten, så synes jeg, du skal henvende dig til os igen.
Hvis jeg har forstået dit brev korrekt, så er din store bekymring lige nu, at din kæreste går fra dig, hvis det viser sig, at han måske ikke er far til det barn, I venter sammen. Jeg kan godt forstå den frygt og usikkerhed, du sidder med. Nogle vil måske råde dig til at se tiden an – og lige kigge på babyen, før du reagerer. Det kan være en virkelig dårlig strategi. For som du selv skriver: Hvad nu hvis barnet helt tydeligt ikke er din kærestes? Så risikerer du, at du pludselig er tvunget til at fortælle, hvad der skete, på et tidspunkt hvor du lige har født, og hvor du nok er udmattet og skal bruge alle dine kræfter på det nyfødte barn. Hvordan vil det være for dig?
Måske frygter du, at din kæreste reagerer med sorg og vrede, og glemmer, at det ikke er din skyld. Ingen er selv skyld i at blive voldtaget. Det er vigtigt du husker det. Du er derfor ikke den, han skal være vred på. Du kender ham sikkert rigtigt godt, og jeg tror, at du ved, hvordan du bedst fortæller ham, hvad der er sket for dig, og hvor vigtig en person han er for dig.
Du skriver, at du havde meget lyst til at fortælle din mor om voldtægten. Var det hendes glæde over din graviditet, der forhindrede det?
Jeg ved, at mange piger føler skam over at blive voldtaget, og jeg spekulerer på, om du også skammer dig over, at du blev voldtaget? Om du på en måde er flov over det, og at det også har forhindret dig at fortælle om voldtægten? Det er vigtigt, at du husker igen, at det ikke er din skyld, og at du derfor ikke skal være flov over det.
Jeg håber, du vil overveje at få fortalt dine forældre, at du blev voldtaget, og at der er en lille risiko for, at du blev gravid af voldtægten. Tror du ikke, at de gerne vil være der for dig og babyen, uanset hvad? Tror du ikke også, at de gerne vil trøste dig efter det, du har oplevet? Hvis du synes, at det er helt uoverskueligt, så kan du fx skrive et brev til din kæreste og til dine forældre. Så kan I bagefter snakke om det på en mindre dramatisk måde. Kunne det fungere for dig måske?
Jeg vil også råde dig til at kontakte Mødrehjælpen. Der kan du få gratis hjælp og rådgivning fra nogle rigtig dygtige folk, som er eksperter på nogle af de problemer, der kan opstå for dig: Hvis du skal have fastslået faderskabet, eller som ung mor bare savner at få rådgivning om dine muligheder eller rettigheder til børnetilskud mm. Du kan komme i kontakt med dem her: Mødrehjælpens rådgivning
De har også personlig rådgivning i 4 store byer i DK, læs mere her: Mødrehjælpens rådgivningshuse
Det vil være en virkelig stor lettelse for dig at snakke med både Mødrehjælpen og din familie, tror jeg. Så bliver du mere klar til udfordringerne, som ligger foran dig, uanset hvad der sker.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
