Hej pige på 17
Jeg er helt enig med dig i, at alder ikke skal bestemme, om man er en god eller dårlig mor. For som du skriver, så kommer det an på så meget.
Alder er jo bare et tal. Tallet i sig selv siger ikke noget om, hvor meget man har at give barnet, og hvor moden man er.
At være moden handler om at tænke godt over tingene – og ikke bare følge hurtige tanker altid. Det er jeg helt enig med dig i.
Du spørger, om man kan være for ung til at være mor.
Måske tænker du her på alle de ting, der tilsammen sætter rammen om dit kommende barns liv. Som økonomi, bolig osv. Måske bekymrer du dig om de ting?
Du har heldigvis en rationel måde at handle på, og det er en stor fordel. For så kan du selv gå i gang med nysgerrigt at undersøge alle de vigtige ting og skabe dig et overblik.
Sådan tager du bedst og mest modent beslutninger. Og træffer valg, der ikke kun handler om lyst og følelser – selvom de også er vigtige.
Måske kunne det være en ide at skrive de ting ned, du får at vide ned undervejs. Du kan fx tage et papir og folde det på midten.
I den ene spalte skriver du alle de ting, der er godt styr på.
I den anden alle de ting, der er problematiske, og som du skal gøre noget ved. Eller som du måske ikke kan gøre noget ved.
På den måde får du et overblik over, hvad det det vil sige at blive gravid som 17-årig.
Det er en god ide at tage papiret frem og gennemgå det med dine forældre, din kæreste, en god veninde eller andre, der er gode at tale med.
Måske har de også nogle punkter, der skal med på papiret.
Du virker utroligt glad for din kæreste. Det må være nemt at få den tanke – at et barn vil binde jer endnu stærkere sammen.
Måske er det også nemt at komme til at glemme alt det, der kan være så svært i din alder. Og som de allerfleste i din alder kæmper med:
At finde sig til rette i en uddannelse, at finde et studiejob, at lære at klare sig helt alene, få økonomien til at hænge sammen osv.
Det kan til tider føles hårdt og svært – men det er samtidig med at forberede dig til den dag, du selv skal kunne tage 100% ansvar over for dit barn.
På den måde er et almindeligt liv som 17-årig med skole, job og forpligtelser en form for grundig forberedelse til det at blive mor.
Jeg vil også anbefale sig at kigge på Mødrehjælpens hjemmeside her: Mødrehjælpen
Du kan også ringe til din læge for at få en snak om graviditet – og hvilke fordele og ulemper der er ved at være ung og blive gravid.
Det kunne måske være en ide at tage din kæreste eller din mor med – tit er det rart at flere hører med.
Et andet bud kunne være, at du sammen med din kæreste ser på priser for pasning i vuggestue/børnehave – og så prøve at opstille et lille regnskab for jeres fælles økonomi.
Det kunne også være en mulighed at arrangere et møde med banken og få lidt klarhed over hvor mange penge I vil have, hvis i flytter sammen og får barn.
Du er også altid velkommen til at ringe til os på BørneTelefonen på 116 111 – så kan vi fx tale sammen, hvis noget virker på en anden måde, end du havde regnet med.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen