Kære dreng på 12 år, Tusind tak for dit brev. Jeg forestiller mig, at det må være en skræmmende situation for jer lige nu. Jeg er glad for at læse, at I har talt sammen om det – og synes, det er super sejt, at du skriver hertil for at få hjælp. Du skriver, at der er gået over 12 uger, siden det skete. Jeg bliver da lidt nysgerrig på, om du mener, at det er 12 uger siden, at I havde sex, eller om det er 12 uger siden, at I fandt ud af, at hun er gravid? Det, at du selv understreger de 12 uger i dit brev, efterlader mig med et indtryk af, at det måske er fordi, at du ved, at den normale abortgrænse netopgår ved de 12 uger. Er det helt forkert forstået? Det er korrekt, at den normale abortgrænse går ved 12 uger – men I skal vide, at det faktisk i særlige tilfælde er muligt at få en abort alligevel. I de tilfælde kan lægen om tilladelse. Så hvis det er det, som I ønsker, så vil jeg anbefale jer at bestille en tid hurtigst muligt hos lægen. Lægen vil kunne hjælpe med at finde ud af, hvor langt henne hun er – og derfra hjælpe jer videre. Er der mon nogen omkring jer, der kender til den her situation? Fx jeres forældre? Jeg tænker, at det kunne være en rigtig god idé at snakke med dem omkring det hele, hvis I ikke allerede har gjort det. Uanset hvad I beslutter, så vil I få behov for støtte. Og er det en abort, som I ønsker, så vil det faktisk kræve pigens forældres tilladelse, da hun ikke er myndig. Jeg ved godt, at det kan være svært at tale med sine forældre om noget, som man synes er svært. Jeg ved fra andre børn og unge, at det kan gøre det lettere, hvis man fx inden viser dem sit brev og måske mit svar. Kunne det være en mulighed for dig/jer? Jeg vil ønske jer rigtig meget held og lykke med det! I skal vide, at hvis I har brug for at tale mere omkring det hele eller få flere råd, så er I altid velkomne til at ringe eller skrive til os på 116 111 eller via chatten. Mange kærlige hilsner BørneTelefonen