Kære pige
Tak for dit brev. Jeg ved, det kan være svært at forestille sig, hvordan man skal få fortalt så alvorlig en ting til sine forældre, og at rigtig mange andre piger også har mange overvejelser, før de tør fortælle, at de er blevet gravide. Så det var godt, du skrev herind - jeg håber, jeg kan inspirere dig lidt, så du tør tage næste, vigtige skridt.
Du er blevet gravid ved et uheld. Det sker desværre for en del piger, og hvis du læser andre breve i vores brevkasse, kan du også se, at du bestemt ikke er den eneste, der har været uheldig.
Noget af det, rigtig mange piger fortæller, at det er bange for, er forældrenes reaktion. Bliver de sure? Skuffede? Kede af det? Vil de forbyde mig at være sammen med min kæreste fremover? Vil de skælde mig ud? Gøre mig flov... Det er i hvert fald tanker, man kan have, og det er helt almindeligt at have de tanker. Og så er der ikke noget at sige til, at man har svært ved at få det fortalt...
På den anden side ved jeg også, at forældre som regel støtter op om deres døtre og hjælper dem igennem det, når de får at vide, hvad der er sket. Det kan godt være, de vil have en reaktion på det, og det er måske frygten for den reaktion, der holder mange tilbage...
Du har vist dig meget ansvarsfuld ved at reagere hurtigt på det, da du opdagede, at du ikke havde fået din menstruation. Du skyndte dig at tage en graviditetstest, og det er rigtig godt. Jo hurtigere man kan opdage det, des lettere er det at få en abort, hvis det er det, man ønsker.
Jeg tænker, at det bedste vil være, hvis du kommer til lægen hurtigst muligt og får en snak om, hvad der nu skal ske. Den samtale ved jeg, at rigtig mange piger er nervøse for at have alene. Derfor er det, at jeg anbefaler, at du får snakket med dine forældre om det... Men du kan også tage en anden med til lægen, hvis du ikke er helt klar til at fortælle dine forældre om det endnu. Så du kan overveje, om der er en, du kender, der vil være rar at have med som støtte..?
På et tidspunkt vil dine forældre få det at vide, med mindre lægen vurderer, at det vil være decideret farligt for dig, hvis de får det at vide. Så måske vil det være rarest bare at få det sagt..? Du kender dem bedst, så det er dig, der bedst kan beslutte det.
En måde at få det sagt på kan være, at du starter med at sige - eller skrive - til en af dine forældre, at du har noget vigtigt, du gerne vil snakke med dem om. Noget du har svært ved at skulle fortælle dem. Så ved de på forhånd, at det her er noget, de skal tage alvorligt. Du kan endda overveje at sige til dem først, at du har brug for deres hjælp, og brug for at de ikke dømmer dig, men bare støtter dig. Sørg for at finde et tidspunkt, hvor I kan være alene, og hvor der er tid og plads til, at du kan græde ud, og I kan få snakket om, hvad der skal ske nu. Hvis det føles lettere, kan man godt have en veninde med til sådan en snak - eller en moster, en bedsteforælder, en nabo, en venindes mor eller en anden, der kan være med til at sørge for, at samtalen kommer til at handle om, hvordan du bedst får hjælp - i stedet for hvorfor det er sket osv. (som du måske kan være bange for, at det vil komme til?)...
Hvis du har brug for lidt mere opbakning og flere formuleringer, der kunne bruges, så kunne du prøve at ringe eller skrive direkte til BørneTelefonen på nummer 116111. Her er rådgiverne vant til at snakke med piger, der er i samme situation som dig, og det kan være rart lige at tage tilløb en ekstra gang, før man er klar til at gå videre med det.
Jeg ønsker dig held og lykke, og jeg tror på, at du godt kan finde modet til at få det sagt.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
