Kære pige på 16 år
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du er i tvivl om, hvordan man tager p-piller korrekt, så det er godt, at du spørger.
Jeg vil starte med at fortælle, at man skal tage p-piller før man har sex.
P-piller virker først og fremmest ved, at en kvindes ægløsning forhindres, og at et befrugtet æg ikke kan sætte sig fast og udvikle sig .
Der findes forskellige mærker af p-piller, og derfor er det vigtigt, at man tager pillerne på den måde, der står i indlægssedlen, som ligger i pakken. Man skal normalt gøre sådan, at man tager den første p-pille på sin 1. menstruationsdag. Så er man beskyttet mod graviditet med det samme. P-pillen tages dagligt i 21 dage, efterfulgt af 7 dages pause. Herefter startes en ny pakke op. I de syv dage, hvor der ikke tages piller, vil der komme en menstruation, men man er stadig beskyttet mod graviditet i de syv dage, hvor der holdes pause fra pillerne. For at optimere virkningen, anbefales det så vidt muligt at tage pillen på samme tidspunkt hver dag.
Hvis man glemmer at tage en pille, er det igen vigtigt at læse i indlægssedlen, hvordan man skal forholde sig.
Når du er fyldt 15 år, kan du få p-piller uden at dine forældre skal give lov. Man skal bestille tid hos lægen eller sygeplejerskeni klinikken. Du vil få viden om de forskellige slags prævention, måske målt blodtryk og sammen finder I ud af, hvilken prævention, der passer bedst til dig. Du kan tage en veninde eller måske en forælder med, hvis du er mest tryg ved det. Hvis der er tidspunkter hvor du helst vil snakke alene med lægen/sygeplejersken, kan du bede om at du gerne vil snakke alene.
Jeg håber, at du har fået svar på dit spørgsmål. Hvis du gerne vil læse mere, kan du også kigge på Sexliniens hjemmeside: http://www.sexlinien.dk/emneside-praevention/praevention-mellem-kvinder-og-maend/p-piller.aspx
Kærlig hilsen BørneTelefonen