Hej pige på 15 år
Tak for dit brev. Jeg kan godt se, at du er bange, og det forstår jeg godt, når du tror du måske er gravid - for sikke da en stor ting at skulle tage stilling til.
Jeg kan se ,at du bruger på p-piller, og jeg tænker derfor, at din mor eller far måske godt ved, at du er seksuelt aktiv? Måske det kunne hjælpe dig at tale med dem om det, for det kan føles som et meget stort ansvar at gå rundt med uden støtte fra en voksen, at skulle bekymre sig om man er gravid…
De fleste voksne ved også en masse omkring menstruationer og graviditeter, og om de muligheder man har, og kan rådgive og hjælpe dig. Når man er på p-piller er chancen for, at man kan blive gravid alligevel meget lille, og det er virkeligt sjældent, at det sker, hvis man husker at tage pillerne, som man skal. Ens menstruation udebliver hvis man er gravid, men den kan også udeblive af mange andre årsager, eksempelvis hvis man er stresset eller meget undervægtig. For nogle kan menstruationen helt udeblive, hvis man er meget stresset, og derfor behøver det ikke at betyde, at man er gravid. Når det så er sagt, så vil jeg alligevel sige, at det er godt, at du tager det alvorligt. For hvis nu det skulle vise sig at være sådan, så har du god tid til at få det snakket igennem med nogen og beslutte hvad der skal ske.
Jeg tænker ikke, at det er meget bekymrende, at du er gået lidt over tid med din menstruation, og at det sandsynligvis nok skal komme af sig selv, og at du på den måde kan få ro igen. Men hvis den ikke er kommet inden du læser dette brev, så kunne du måske, for at slippe af med din frygt og tvivl, gå i supermarkedet og købe en graviditetstest. Måske din kæreste kunne være hos dig imens du tog testen, så du ikke er alene der?
Når man begynder at dyrke sex, så opstår der en masse nye situationer, man skal lære at kende. Eksempelvis oplever du nu, at blive nervøs og forvirret, fordi din menstruation ikke er kommet præcis som den plejer. Det viser, at det at dyrke sex er et stort ansvar… At man pludseligt skal til at være opmærksom på sin krop på andre måder og skal tage stilling til meget voksne ting. Derfor er jeg glad for at læse, at det er en kæreste, du dyrker sex med. For måske I kan støtte hinanden i at få snakket om de følelser og den forvirring, sex på en eller anden måde kan skabe hos dig og ham.
Hvis du synes, det er for svært at snakke med dine forældre eller din kæreste om de tanker du gør dig, omkring det at være seksuelt aktiv, så kan du altid ringe ind til BørneTelefonen. Her sidder vores søde rådgivere klar til at lytte og rådgive på tlf. 116111 fra kl. 11-23 hele året.
Jeg håber du finder svar på dine bekymringer snart, så du kan få ro igen. Endnu engang tak for dit brev, hvor er det godt du skriver til os, når du har det svært.
Kærlige tanker fra BørneTelefonen