Kære pige på snart 16
Tak for dit brev. Jeg forstår godt, at du har brug for hjælp i forhold til den situation, du står i. Det er rigtig godt, du skriver til os. Du fortæller, at du er gravid og ikke har fortalt det til andre. Så jeg kan regne ud, at du selv har taget en graviditetstest og ikke har været hos din læge..?
Jeg tænker, at dine overvejelser jo nok går på, om du skal beholde barnet eller om du skal få en abort..? Det er et rigtigt svært valg, som du skal træffe rimelig hurtigt, da abortgrænsen jo er ved den 12. uge. Hvis du har overvejelser om at beholde barnet, vil jeg råde dig til at tænke din situation rigtigt godt igennem. Du er alene om det, nu hvor du og din kæreste er gået fra hinanden og det er meget svært at står alene med et barn, især i din alder, hvor du jo sikkert er midt i en ungdomsuddannelse..?
Ud fra det du skriver kan jeg regne ud at du må være mindst en måned henne i graviditeten...? Du fortæller ikke om hvordan dit forhold til dine forældre er..? Du har endnu ikke fortalt dem om det, og jeg forstår også godt, at det må være svært.
Måske er du bange for at de bliver vrede på dig, men hvis du fortæller dem at du har brug for deres hjælp, tænker jeg at de fleste forældre gerne vil hjælpe deres datter. Hvis du er meget bange for deres reaktion kunne du måske bede en anden voksen om at hjælpe dig..?
Kender du mon en voksen som du har tillid til og som du kan snakke med..? Det kunne være en venindes mor eller lignende? Jeg tænker også at du hurtigst muligt skal tage til din læge for at få bekræftet at du er gravid, og snakke det igennem med lægen. Du kan vælge at gøre det alene, men jeg tænker at det måske nok er rarest at have en med til lægen, og hvis du får fortalt dine forældre om det snarest muligt kan din mor evt. tage med? Hvis du skal have en abort skal lægen henvise dig. Dine forældre skal informeres om det, hvis du skal have foretaget en abort, (med mindre der er helt særlige omstændigheder omkring din situation).
Så uanset hvad du vælger, vil dine forældre jo få det at vide før eller siden. Derfor tænker jeg, det måske er bedst, hvis du selv får det fortalt . Du må også meget gerne ringe til BørneTelefonen på 116 111 for at drøfte situationen med en rådgiver. Det er helt anonymt.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen