Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Graviditet, sex, spiseforstyrrelse og skilsmisse

Hej BB.

Jeg er en pige på 15 år.

I de sidste 4-5 måneder har jeg nok gået igennem mit livs sværeste tid indtil videre, og jeg håber, I kan hjælpe mig på rette spor.

Graviditet:

Jeg har haft noget kørende med en dreng, som lige nu er på efterskole. Han har noget med en pige på efterskolen lige nu. Men her i weekenden mødtes vi og vi havde sex, hvilket var utrolig dumt, da det var ubeskyttet.

Jeg er nu bange for at jeg er gået hen og blevet gravid, da jeg ikke har fået min menstruation endnu, som jeg skulle have haft. (Min cyklus er regelmæssig). Jeg er derfor utrolig urolig! Skal jeg tage en test?

Skilsmisse:

Mine forældre valgte desværre at gå fra hinanden i starten af år 2014. Jeg har været meget alene omkring mine følelser mht skilsmissen, da ingen af mine veninder har forældre, som er skilt. Jeg har følt mig utrolig overset af begge mine forældre, fordi jeg er den ældste i en søskendeflok på 5.

Jeg har nogle gange brudt sammen i gråd i en time omme i skolen, fordi jeg ikke kunne holde det inde mere.

Oveni det med skilsmissen har det fået mig til at se meget negativt på mig selv.

Det skal lige siges, at jeg er 1.68 høj og vejer omkring de 54 kg, hvilket er okay normalt.

Jeg har fået en negativt syn på mig selv, med at jeg kontant er for tyk.

Jeg har perioder, hvor jeg spiser totalt meget, men så får jeg dårlig samvittighed, hvorefter jeg fremprovokerer opkast.
 
Lige nu er jeg i en periode, hvor jeg slet ikke rør noget som helst usundt,

jeg er konstant opsat på min vægt og om jeg har taget på.

Men hvis jeg spiser for meget mad, uanset om det er sundt eller ej, så fremprovokerer jeg også opkast.

Jeg drikker mærkeligt nok omkring 2-3 genstande (Mokaï) i weekenderne, fordi jeg har lyst til det?

Jeg kan tit græde over, at jeg er bange for at blive voksen og for at blive ældre.

Er jeg ved at udvikle en spiseforstyrrelse, eller?

Og burde jeg i det hele taget få HJÆLP?

I skolen kan jeg nogle gange finde på at stortude, fordi hele mit liv bare er virkelig dårligt her for tiden. Jeg ser ikke en grund til at stå op. Eller gå i seng, fordi jeg er bange for, at jeg ikke vågner igen.

Jeg finder på undskyldninger overfor mine veninder for hvorfor jeg græder. De har ingen anelse, om hvordan jeg har det…

Jeg håber virkelig I kan hjælpe mig…

Det går mig virkelig på.

Med venlig hilsen

F.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære F. Tak for dit brev. Jeg er glad for at du skriver herind for jeg kan læse at du ikke har det godt. Og der er sket rigtig meget de sidste 4-5 måneder, som jeg godt kan forstå er meget at forholde sig til. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig med, hvordan du kan komme videre. Det allerførste spørgsmål du har, drejer sig om at du har haft usikker sex. Og jeg synes, som du selv foreslår, at det er en rigtig god idé, at du tager en graviditetstest for at få afklaret om du er gravid. Den kan købes både på apoteket og i supermarkeder. Hvis du er blevet gravid, er det bedst at opdage det så tidligt som muligt.  Nu er det jo slet ikke sikkert at du er gravid, men hvis du nu er, tænker jeg, at det er rigtig vigtigt at få snakket med en voksen om det – ville du kunne snakke med dine forældre om det i så fald? Det er meget vigtigt, at man ikke står alene med sådan en stor ting. Du fortæller også, at du synes det var dumt at være sammen med fyren, og at han nu er sammen med en anden. Nogen gange kan man godt blive ked af, at nogen man har været sammen med, senere er sammen med en anden - selvom man måske ikke selv ønsker at være kæreste med personen. Det er ikke sikkert, det er sådan du har det, men når det kommer til fyre, kan det være rart at dele tingene med nogen man kender godt. Snakker dig og dine veninder om jeres oplevelser med fyre? Har dine veninder også oplevet, at det kan være svært at få kondomet frem når man har sex, eller at gå rundt og være bekymret for at man er gravid? Dine veninder spørger til dig, måske vil være tid til at snakke med en eller to af dem, som du er mest tryg og knyttet til? Dine forældre blev skilt i begyndelsen af 2014, og jeg kan godt forstå at du er ked af det, føler dig overset og alene. Du fortæller at du er den ældste af 5 søskende. Er det sådan at du bruger meget energi på at passe på dine søskende , og se efter at de har det godt? Sådan kan det i hvertfald nogen gange være, hvis man er den ældste. At man prøver at beskytte de yngre søskende, og måske lidt glemmer at passe på sig selv. Er det noget du kan genkende? Når der sker ting i ens liv, som kan være følelsesmæssigt svære at håndtere, kan nogen mennesker begynde at udvikle en spiseforstyrrelse. Man bliver meget fokuseret på at opnå kontrol over sin krop, fordi de egentlige problemer måske er nogen man ikke oplever at kunne løse på en praktisk måde. Eller nogen man ikke kan løse alene. Du kan måske prøve at tænke over, om det er sådan for dig?  Du fortæller at du er begyndt at tænke negativt om dig selv, selvom du godt ved at du er normalvægtig, og jeg vil sige endda i den meget slanke ende. Du er blevet meget fokuseret på din mad, vægt og beskriver, hvad der lyder lidt som en slankekur. Det der desværre ofte sker med slankekure, er at man i sidste ende tager mere på af dem. Du fortæller at du i perioder spiser meget sundt, og i andre spiser rigtig meget. Og at du er begyndt at kaste op. Det gør mig bekymret for dig, for sådan som jeg læser det – er du ved at udvikle en spiseforstyrrelse der hedder bulimi. Der findes en forening, Landsforeningen for spiseforstyrrelser og selvskade, LMS, som man kan kontakte anonymt på telefon, chat eller mail. De kan også hjælpe dig med at finde ud af at finde et behandlingstilbud – hvis i bliver enige om at du har brug for det. Du finder dem på www.lmsnyt.dk/saadan-faar-du-hjaelp/mailraadgivning/  De har telefonrådgivning mandag-torsdag kl. 18-20 på telefonnummer 70 10 18 18. Jeg tænker bestemt, at du har brug for hjælp. Jeg tænker, at det ville være en god ide at få snakket igennem med dine forældre, hvordan du har det, og også fortælle om, hvordan du er begyndt at fokusere på mad, vægt og kaster op. Det er dine forældres ansvar at du har det godt, og måske ved de slet ikke hvad du går og tumler med? Nogen gange har forældre travlt med at få styr på sig selv og praktiske ting i en skilsmisse, men det er altså vigtigt, at de får øje på hvordan du går og har det. Måske finder de ud af, at de har glemt dig i alt dette virvar af følelser og skilsmisse. Måske er du i stand til at udtrykke hvordan du har det, og måske har dine mindre søskende det, som du? Jeg synes ikke du skal stå med dette alene. Kunne du måske vise dette brev, eller dele af det, til dine forældre? Du er super god til at beskrive, hvordan du har og hvad der sker med dig, når der lægges så stort et pres på dig. Det gætter jeg på, at dine forældre kan se, hvis de læser dit brev? Mon du tænker det på samme måde? Det kan være en øjenåbner for forældre, at man gør opmærksom på, at man ikke trives, at man har brug for deres støtte og omsorg...

Det kan jo også være, at der er en lærer som du har det godt med, en som du har mod på at snakke med, eller en anden voksen du hellere vil snakke med? Sommetider kan det også være hjælpsomt at snakke med sine bedsteforældre, de kender til skilsmissen og måske har du det godt med din mormor eller en af de andre bedsteforældre. Måske kan du begynde med at sige, at du ikke har det godt med skilsmissen, og få en snak om det?

Du fortæller, at du har veninder og du skjuler overfor dem, hvorfor du er ked af det. Du skriver, at ingen af dem, har forældre der er skilte, så du tænker, at ingen af dem kan forstå, hvad der sker med dig. Det er dejligt, at dine veninder spørger ind til dig og hvordan du har. Det viser mig, at de er bekymret for dig og gerne vil hjælpe dig, så godt de kan. Selvom deres forældre ikke er skilte, så forstår dine veninder alligevel, at du ikke har det godt. Du er jo også deres venide, og dig de er bekymret for - mon du har mod at sige til dem, at du ikke har det godt - at det er super hårdt med skilsmissen og ham fyren på efterskolen, at det hele bare bliver for meget for dig? Hvordan vil det mon være for dig at åbne lidt op overfor dine veninder, og give dem lov til at passe på dig, som veninder kan? Vil du være klar til at sige det til dem, hvordan du har det for tiden eller skrive det til dem - måske i en sms. Fortælle dem, at du er glad for, at de spørger til dig... eller hvad du nu har lyst til og brug for at skrive til dem, hvis du altså synes, det er en god idé?   
Jeg vil også sige til dig, at du er meget velkommen til ringe eller sms'e til os på 116111, eller logge på UngeChatten fra vores hjemmeside www.bornetelefonen.dk  , vi har åbent 11-23 hele året og du kan være helt anonym og vi vil meget gerne snakke med dig.  Det kan være et skridt nærmere, at få snakket om hvordan du har det og hvad du håber på, der skal ske. Jeg håber du søger hjælp, og får snakket med nogen om, hvordan du har det.  Når jeg læser dit brev får jeg indtryk af en klog og fornuftig ung kvinde, som selvom hun har det skidt, også har ressoucer og kræfter til at tage første skridt til at få det bedre. Det er stærkt gjort. Jeg er sikker på at du nok skal få det godt igen. Jeg ønsker dig alt godt. Varme hilsner fra Børnetelefonen

Er du bange for at du er blevet gravid? Få gode råd her

Hvis du har haft ubeskyttet sex og er bange for, om du måske er gravid, kan det være, du har spørgsmål som: Hvordan ved jeg, om jeg er gravid? Hvornår kan jeg tage en graviditetstest? Har lægen tavshedspligt? Kan jeg tage en fortrydelsespille?

 

Her på siden kan du få hjælp ved at prøve guiden, læse gode råd eller breve fra andre unge. Du kan også se, hvilke rettigheder du har, hvis du skal tale med din læge.

Graviditet Andre der hjælper

Klinkker for prævention og sexsygdomme

Rådgivning og undersøgelse - prævention, graviditet og sexsygdomme
Læs mere

Mødrehjælpen

Rådgivning vedr. uønsket eller planlagt graviditet og til unge forældre
Læs mere

Sexlinien

Rådgivning og information om krop, seksualitet, sex, grænser og køn (15-25 år)
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat