Brev

Gravid

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år

Hvor var det godt, du fandt BørneTelefonens brevkasse, når du ikke vidste, hvor du ellers skulle gå hen med dine tanker lige nu. Jeg kan godt forstå, hvis det er svært at skulle snakke med nogen om lige nu, men jeg håber, jeg kan inspirere dig lidt til, hvad du kan gøre.

Når du læser mit svar, er det for sent at få en fortrydelsepille eller nødprævention, som det også kaldes. Det betyder, at du skal igennem lægen for at få en abort, hvis du ikke ønsker at være gravid. Man vil typisk bruge en medicinsk abort, som betyder, at man får en pille, man skal tage, som gør at man aborterer. Pillen får man ude på hospitalet, hvor de også forklarer, hvad det betyder for kroppen, når man tager pillen.

Du spørger, om det gør ondt at få en abort. De fleste vil opleve smerter i stil med menstruationssmerter, og det kan som regel være en god ide at tage lidt panodil eller lignende. Man bløder som ved en menstruation. 1-2 dage senere skal du til kontrol på hospitalet, hvor de kigger efter, om det hele er kommet ud.

Det er altså ikke så fysisk voldsomt, men for rigtig mange piger er det sværeste faktisk at få sagt det til deres forældre. Og det fornemmer jeg også på dig, at det er?

Nu er det jo sådan, at en del piger kommer i den situation, så selv om dine forældre måske vil reagere på en eller anden måde, så ved jeg, at de fleste forældre vil gøre alt, hvad de kan for at hjælpe deres datter, så hun kommer godt igennem den oplevelse. Selvfølgelig vil de nok helst have kunnet skærme dig mod at komme i den situation (sådan har man det jo med sine børn - det gælder generelt for de "bump" på vejen de møder; dem ville man gerne kunne spare sine børn for)... Men når nu situationen er, som den er, tror du så ikke også, at dine forældre vil hjælpe og støtte dig? Det kan godt være, de vil have en mening om det, måske vil de komme med moralske forklaringer osv... Men har du ikke oplevet det før og alligevel klaret det..?

Måske kan din veninde være en støtte for dig, når du skal snakke med dine forældre? Prøv at overveje, om det vil lette situationen, hvis hun er til stede, når du skal snakke med dem...

I helt særlige tilfælde kan man godt gå til lægen, uden at forældrene får det at vide. Hvis du har det sådan, vil jeg råde dig til at ringe til BørneTelefonen på 116111 og lige snakke det igennem med en rådgiver, før du går videre. Det er gratis og anonymt at ringe, og det kan være rigtig befriende og beroligende at snakke med en sød og rolig voksen, der bare lytter, forstår og støtter.

Jeg håber, du kan bruge mine forslag, og jeg vil rigtig meget ønske for dig, at du ikke går for længe med bekymringerne, før du går videre med det. Det bliver de nemlig ikke mindre af, og på mange måder tænker jeg, at det kan være rart for dig at få det overstået, så du kan komme forbi den oplevelse og lægge den bag dig.

Varme tanker fra BørneTelefonen

Er du bange for at du er blevet gravid? Få gode råd her

Hvis du har haft ubeskyttet sex og er bange for, om du måske er gravid, kan det være, du har spørgsmål som: Hvordan ved jeg, om jeg er gravid? Hvornår kan jeg tage en graviditetstest? Hvad er chancen for, jeg er gravid? Har lægen tavshedspligt? Kan jeg tage en fortrydelsespille?

Det kan også være du efterfølgende får tanker som: Hvilken prævention er bedst? Hvordan fortæller jeg det til ham, jeg har været sammen med?

Her på siden kan du få hjælp ved at prøve guiden, læse gode råd eller breve fra andre børn. Du kan også se, hvilke rettigheder du har, hvis du skal tale med din læge.

Guide
Er du i tvivl, om du kan være blevet gravid? Klik igennem guiden og få svar på det, du er usikker på.

Kan du være blevet gravid?

Er du bange for, at du kan være blevet gravid? Start med at svare på spørgsmålene. Så har vi nogle forslag til, hvad du kan gøre.

Graviditet Andre der hjælper

Klinkker for prævention og sexsygdomme

Rådgivning og undersøgelse - prævention, graviditet og sexsygdomme
Læs mere

Mødrehjælpen

Rådgivning vedr. uønsket eller planlagt graviditet og til unge forældre
Læs mere

Sexlinien

Rådgivning og information om krop, seksualitet, sex, grænser og køn (15-25 år)
Læs mere
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat