Kære dreng på 13 år
Det er rigtig godt, at du skriver til BørneTelefonen. Fo jeg kan godt se, at du står i en svær situation.
Det lyder som om, din kæreste allerede har taget en graviditetstest, og at I er sikre på, at hun er gravid. Er det mon rigtigt forstået? Hvis ikke, skal hun tage en graviditetstest, så I kan få det afgjort. I kan købe den i supermarkedet.
Har du og din kæreste snakket om, hvad I skal gøre? Du skriver ikke, hvor gammel din kæreste er. Men hvis I er jævnaldrende, er I begge to meget unge. Og et barn er et meget stort ansvar, der vil forandre jeres liv. En abort er derfor også en mulighed. Men den skal helst foretages så hurtigt som muligt.
I skal derfor meget hurtigt have nogle voksne til at hjælpe jer. Og selvom jeg godt kan forstå, at du ikke rigtig tør sige det til nogen – så er det alligevel vigtig, at du gør det. For I skal have noget hjælp. Og en graviditet er ikke til at skjule. På et tidspunkt vil det alligevel blive opdaget. Og så er det bedre, det sker nu, hvor I stadig har mulighed for fx at vælge en abort.
Din kæreste skal derfor hurtigt op til sin læge for at blive undersøgt. Ring til lægen allerede i dag. I kan vælge selv at gå derop. Eller I kan sige det til jeres forældre inden. Hvis I selv vælger at gå til lægen, så kan I bede lægen hjælpe jer med at få det fortalt til jeres forældre.
Hvis I vælger abort, så skal din kærestes forældre give lov til det. Nogle gange kan man få lov til at få abort uden ens forældre ved det. Men så er det fordi, lægen bliver bekymret for, om forældrene vil reagere meget voldsomt på at få det at vide. Det er op til lægen at vurdere.
Det er super godt, at du allerede har bedt om hjælp ved at skrive hertil. Det er det helt rigtige at gøre. Brug dit mod til hurtigt at få noget mere hjælp. Det er vigtigt.
Jeg ønsker alt det bedste for dig og din kæreste.
De bedste hilsner fra BørneTelefonen