Kære 14-årige pige
Tak for dit brev. Jeg forstår godt du er bekymret, og har brug for hjælp nu. Jeg vil gøre mit bedste og besvare dine konkrete spørgsmål ét ad gangen.
Hvad skal jeg gøre hvis jeg er gravid?
Allerførst skal du finde ud af, OM du er gravid. Hvis din menstruation ikke kommer på det tidspunkt hvor du regner med det, så køber du en graviditetstest i et supermarked, i Matas eller på Apoteket. Hvordan de bruges står på pakken.
Allerede et par dage efter, at menstruationen er udeblevet, kan man tage en test, med et næsten sikkert resultat. Hvis prøven viser at du er gravid, så ringer du hurtigt til din læge og får en tid til endnu en test. Din læge og du skal så snakke om hvad du gerne vil: Vil du gerne have barnet og gennemføre graviditeten? Eller vil du ikke være mor nu, og afbryde graviditeten med en abort?
Du kan vælge at gå med eller uden dine forældre til lægen, men hvis du skal have en abort vil lægen skulle informere dine forældre når du er under 18.
Jeg tror det er vigtigt at du får snakket med nogen om dette inden du går til lægen. Har du en rar og fornuftig voksen du kan fortælle om det her til? Hvis du har det, så gør det nu med det samme – vent ikke til du ved om du er gravid. Ellers ring til os på BørneTelefonen 116111, vi vil gerne snakke med dig.
NB: Man kan tage det der kaldes en fortrydelsespille eller nødprævention, hvis man ”glemmer” prævention. Den skal tages så hurtigt som muligt efter ubeskyttet sex, og senest 5 dage efter samlejet. Du kan købe den på apoteket eller også kan du ringe til din læge eller lægevagten med det samme, hvis du vil tage en sådan pille? Men måske er det for sent nu? Abort kan vente lidt, men skal foretages indenfor graviditetens første 3 mdr.
Hvis jeg ikke er gravid, burde jeg så sige det til nogen, eller lade som om intet er sket?
Ja, du skal helt sikkert snakke med nogen om det med sex. For jeg tænker, at du skal være i stand til at sige nej til samleje, når du ikke føler du er 100 % klar. At du har været udsat for voldtægt, kan også have stor betydning for hvordan du forholder dig til sex, dine egne grænser, fyre og kærlighed. Det vil være en hjælp for dig, så du kan få hjælp til at sige fra og sætte grænser, så du kan nå at mærke hvad du selv føler og lære dig selv og dine grænser at kende. Mon du kan se det som en hjælp til dig at få talt med en god voksen?
Igen vil jeg spørge: Har du en fornuftig, sød voksen du kan tale fortroligt med? Ellers synes jeg du skal tage kontakt til os – vi vil rigtig gerne støtte og tale med dig.
I mellemtiden kan du læse lidt om seksuelle grænser hér hvis du har lyst: http://www.sexlinien.dk/emneside-rettigheder-og-overgreb/seksuelle-graenser.aspx Du kan også læse om prævention, så du måske fremover ved, hvad der er bedst at gøre for dig.
Jeg sender dig mange kærlige tanker.
Hilsen BørneTelefonen