Kære pige på 14 år
Tak for dit brev, hvor du fortæller, at du er bekymret for, om du er blevet gravid, og hvor du fortæller, at det er din farfar, der er årsag til denne bekymring. Disse to ting vil jeg svare isoleret på, så det første handler om de praktiske ting i forbindelse med at være seksuelt aktiv, og det næste handler om din farfar.
Vedrørende mulig graviditet
Helt praktisk set kan man købe en graviditetstest i Matas, på apoteket eller i et supermarked, hvor de ligger helt oppe ved kassen. Sådan en test kan fortælle dig, om du er gravid.
Derudover er det rigtig vigtigt, at du beskytter dig, når du har sex. P-piller er den nemmeste prævention (beskyttelse), fordi det er en pille, du bare skal tage om morgenen uden at tænke over, om du skal have sex med nogen eller ikke. Den virker altså hele tiden, hvis man husker at tage den. Sådanne piller kan man få på recept hos lægen. Og det skal du have én af dine forældre til at hjælpe dig med at få.
P-piller beskytter kun mod uønsket graviditet. De beskytter ikke mod eventuelle kønssygdomme. Det er derfor vigtigt at sikre sig, at drengen/manden bruger kondom, hvis man ikke kender hinanden særlig godt, inden man har sex. På denne måde er begge parter beskyttede.
Kondomer kan også købes i Matas, på apoteket eller i et supermarked.
Vedrørende din farfar
I dansk lovgivning forholder det sig sådan, at det er ulovligt at have sex med nogen, der er under 15 år, hvis man selv er voksen. Det er ligeledes ulovligt at have sex med sit barnebarn. Og begge dele kan give fængselsstraf.
I Danmark søger loven at beskytte børn mod seksuelle overgreb, samt at forhindre at børn bliver udnyttet seksuelt af familiemedlemmer.
Hvis man bliver udsat for nogle af disse ting, er det vigtigt, at det stoppes, og der er mange måder at få hjælp på. Først og fremmest ved at sige det til nogen, der kan hjælpe.
Det kan være dine forældre, en lærer eller andre voksne, du føler dig tryg ved. Det kan også være en ven eller veninde, som kan hjælpe dig med at få det sagt til en voksen.
Dog ved jeg selvfølgelig, at det kan være rigtig svært at få det sagt til nogen, og ikke mindst at finde ud af hvordan man skal sige det. Derfor vil jeg anbefale, at du kontakter BørneTelefonen via telefon, sms eller chat, så du kan få en snak med en rådgiver, der kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad du skal gøre. Det er gratis, og du er helt anonym.
Til sidst vil jeg lige fortælle dig, at du ikke skal føle dig skyldig eller medskyldig i det, du har oplevet med din farfar. Det er nemlig sådan, at kroppen rent biologisk kan reagere ved godt at kunne lide det, der sker, selvom du følelsesmæssigt og med din fornuft på ingen måde bryder dig om det og ved, at det er forkert. Det er ikke noget, man selv kan styre. Det er kroppens naturlige impulser at kunne lide berøring.
Samtidig forventer loven heller ikke, at et barn kan sige fra overfor en voksen, og slet ikke når det drejer sig om en voksen, man normalt har tillid til, som ville være normalt at have til en farfar. Så selvom du måske synes, at noget af det, der foregår, er okay, så tager loven stadig dit parti. En voksen må under ingen omstændigheder udsætte mindreårige - familiemedlemmer eller ikke familiemedlemmer - for noget seksuelt; uanset om de accepterer det eller ikke.
Jeg håber meget, at du kontakter BørneTelefonen, så vi kan hjælpe dig, hvis du ikke har modet til at sige det til andre lige nu.
Mange kærlige hilsener fra
BørneTelefonen