Kære pige på 17
Det er rigtig fint, at du skriver herind, når der er noget, du fortsat er utryg ved, og ting du ikke føler du har fået svar på.
Det viser mig også, at du tager ansvar for dig selv og din krop, og det er en god og vigtig egenskab at have.
En spiral er udmærket til forebyggelse af graviditet. Ligesom med p-piller, p-ring, spiral og kondom er ingen af præventionsmidlerne dog 100 % sikre.
Det er derfor rigtig fint, at du går til lægen og bliver tjekket, når du er i tvivl, om du er gravid.
Har du snakket med f.eks din mor, en moster, ældre søster eller en anden kvinde, du har tillid til, om at du stadig føler dig usikker på, om du alligevel kunne være gravid, selvom du har taget en negativ test?
En graviditetstest, hvis man bare tager en enkelt, kan godt vise forkert, derfor er det fint at tage to. Du har taget to, som er negative, samtidig med at du har været ved lægen, som siger, du ikke er gravid.
Så ud fra det du skriver, mener jeg ligesom din læge heller ikke, at du er gravid.
Jeg kan godt forstå, at du vil være helt sikker, for det er jo en meget stor ting, hvis du var gravid, og jeg kan høre, det fylder meget hos dig, selvom du er blevet testet flere gange.
Ville det hjælpe at snakke med lægen igen, måske tage en med derhen og fortælle, at du stadig er bekymret?
Hvis spiralen gør dig utryg og i tvivl om graviditet, kan du også snakke med lægen, om der måske var en anden præventionsform, der passer dig bedre, og du føler dig mere tryg ved?
Lægen er vant til at snakke om den slags, og gør det hver eneste dag. Det er lægens job at vejlede dig i at finde en præventionsform, der passer til dig.
Jeg håber, du har fået svar på nogen af dine spørgsmål.
Hvis du stadig er i tvivl om, hvordan du kommer videre med det, er du meget velkommen at ringe til BørneTelefonen på 116 111 og tale anonymt med en af vores rådgivere.
Held og lykke med det.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen