Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

16 år og måske gravid

Jeg er en 16 årig pige, der både er psykisk syg, og er anbragt på social pædagogisk opholdsted. 
Jeg havde igår, røget hash og drukket mig så fuld, at jeg ikke kunne huske mit navn. 
Så jeg mødtes med nogle gamle venner, fra noget ghetto – bande, og endte med at dyrke ubeskyttet sex, med en af dem. 
Jeg har taget en fortrydselspille men kastede den op. Min krop vil ikke tage dem.. 
Jeg tror ikke på arboret, og nægter at få sådan en. Men da jeg både er hash misbruger og psykisk syg, så kan jeg ødelægge barnet for evigt. 
Jeg kan under ingen onstændigheder beholde barnet, når jeg bor hvor jeg gør. 
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. 
Jeg har brug for hjælp.. 
Kun tre veninder ved om dette… 
Hjælp mig, please

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år, 
Tusind tak for dit brev. Hvor er det bare godt, at du skriver til brevkassen for at få hjælp. Puha sikke da en situation, som du står i. Jeg kan godt forstå, at du ikke synes, det er rart, og jeg vil rigtig gerne forsøge at hjælpe dig.

 
Du skriver, at du har haft ubeskyttet sex og er bekymret for, om du er blevet gravid. Du har jo handlet super fornuftigt allerede og forsøgt at tage en fortrydelsespille. Øv, at du ikke kunne holde den nede. Hos lægen er der faktisk mulighed for, at man kan få en anden fortrydelsespille, der virker i op til 5 dage efter, at man har haft ubeskyttet sex. Vil du mon kunne nå det og vil du mon kunne tåle den bedre?

 
Når man har haft ubeskyttet sex, så er der naturligt en risiko for, at man er blevet gravid. Heldigvis er det ikke altid, at man bliver det. Det er for tidligt for dig at teste på nuværende tidspunkt. Man vil først kunne teste efter en evt. udebleven menstruation, så du bliver nødt til at vente på din næste menstruation, inden du kan få en endelig afklaring. Hvis den udebliver, så vil det være en rigtig god ide at tage en graviditetstest eller bestille en tid hos lægen til det. Hvis det viser sig, at du er gravid, så vil det rejse en række spørgsmål.

Jeg kan godt forstå, at du ikke i din nuværende situation tænker, at det er helt optimale forhold for et barn at vokse i. Det, at du selv tænker sådan, efterlader jo egentlig mig med et indtryk af en fornuftig pige, hvilket bestemt støttes af, at du med det samme har skrevet herind og søgt hjælp. Sejt! Heldigvis vil der jo være flere andre muligheder. Abort er en af dem, men det fornemmer jeg klart, at du ikke ønsker. Derfor er det også heldigt, at det ikke er det eneste alternativ – der findes faktisk et par andre muligheder. Du har nemlig dels mulighed for at få hjælp og støtte fra kommunen, så du kan optimere din situation – altså få hjælp til at komme helt på rette køl og evt. få et andet sted at bo, der er mere børnevenlig. Du har også mulighed for bortadoption – altså du kan vælge at gennemføre graviditeten og så bortadoptere barnet, når det kommer til verden. Alle de her muligheder er noget som lægen ved meget mere om og vil kunne vejlede og rådgive dig nærmere om, hvis det bliver aktuelt.

Jeg tænker derfor, at mit bedste råd til dig vil være at afvente din menstruation – og hvis den udebliver, så kontakte lægen. Så skal lægen nok hjælpe dig med at finde ud af, om du er gravid og så guide dig videre derfra.

 
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det måske ikke ville være en god idé for dig at kontakte lægen under alle omstændigheder? Jeg tænker her, at lægen måske kunne vejlede dig i forhold til fremtidig prævention, så du kan undgå at komme til at skulle stå i den ubehagelige situation igen. Der er jo rigtig mange måder, som man kan beskytte sig mod graviditet – og også måder hvor man ikke behøver at skulle tænke særlig meget over det.

Jeg tænker også, om du har mod på at snakke med en pædagog/kontaktperson på opholdsstedet eller en anden du tænker på? En du kan få støtte hos og mulighed for at snakke om dine tanker om bekymringer. At vente i uvished kan være hårdt, og her kan det hjælpe at snakke med en, der kan hjælpe dig uanset hvad. Vil det være muligt - det håber jeg. 

 
Jeg har nu givet dig mine tanker omkring din situation. Jeg håber, at du kan bruge dem til noget og, at de kan hjælpe dig videre. Du skal vide, at hvis du har brug for at snakke mere omkring det hele eller få flere råd, så er du altid velkommen til at ringe til os på Børnetelefonen på 116 111 eller kontakte os via Ungechatten eller SMS.

 
De bedste hilsner
BørneTelefonen

Er du bange for at du er blevet gravid? Få gode råd her

Hvis du har haft ubeskyttet sex og er bange for, om du måske er gravid, kan det være, du har spørgsmål som: Hvordan ved jeg, om jeg er gravid? Hvornår kan jeg tage en graviditetstest? Har lægen tavshedspligt? Kan jeg tage en fortrydelsespille?

 

Her på siden kan du få hjælp ved at prøve guiden, læse gode råd eller breve fra andre unge. Du kan også se, hvilke rettigheder du har, hvis du skal tale med din læge.

Graviditet Andre der hjælper

Klinkker for prævention og sexsygdomme

Rådgivning og undersøgelse - prævention, graviditet og sexsygdomme
Læs mere

Mødrehjælpen

Rådgivning vedr. uønsket eller planlagt graviditet og til unge forældre
Læs mere

Sexlinien

Rådgivning og information om krop, seksualitet, sex, grænser og køn (15-25 år)
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat