Kære S
Jeg er meget ked af at læse, at du er blevet voldtaget. Det er rigtig godt, at du fortæller om din oplevelse, for det skal du ikke gå rundt og bære på alene.
Det var helt forkert af din kæreste at tvinge dig til at have sex med ham. Du har sagt nej, og det lyder også som om, I har haft talt om det før, hvor du har været ærligt og sagt til ham, at du ikke føler dig klar. Det er rigtig godt, at du har sagt fra, og det er rigtig tarveligt af din kæreste, at han ikke respekterede det.
Derudover er det også forbudt for en på 16 at have sex med en på 12 år. Det står i loven. Loven om den seksuelle lavalder er lavet for at beskytte børn mod at blive udnyttet af nogen, der er ældre end dem.
Jeg forstår godt, hvis du ikke ved, hvad du skal gøre lige nu. Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at du får snakket med nogen om det, der er sket. Din kæreste skal ikke have lov at tvinge dig til sex igen, og jeg tror også, det vil være godt for dig, at nogen kan trøste dig efter sådan en voldsom oplevelse.
Andre piger, der har ringet eller skrevet her til BørneTelefonen, fortæller, at det kan være svært at fortælle om, når man har været udsat for en voldtægt. Nogle af dem var bange for, om der kunne ske noget med deres kæreste, fordi de stadig elskede ham (altså om han kom i fængsel, hvis de fortalte det til nogen). Andre piger var bange for, at de ikke ville blive taget alvorligt. Altså at hvis de fortalte det til en voksen, så ville den voksne ikke tro på dem. Og nogle af pigerne følte sig lidt flove, fordi de troede, at det var deres egen skyld.
Det er aldrig ens egen skyld, at man bliver voldtaget. Og selv om man elsker sin kæreste, så betyder det ikke, at han må have lov at gøre ting mod én, som er forkerte (og forbudte).
Mon du kan komme i tanke om en voksen, du kan betro dig til? Måske er din mor god at snakke med? Måske en af dine veninders mødre? Eller en lærer måske? Du har jo forklaret så ærligt i dit brev, hvad der skete, så måske kan du bare starte med at vise brevet frem på en skærm og sige, at det er dig, der har skrevet det brev. Nogle gange kan det nemlig godt være svært at få sagt til en voksen, hvad der er sket.
Du skriver, at du sov sammen med din kæreste, og jeg kommer sådan til at tænke på, om dine forældre mon ved det? Hvis de ikke ved det, kan du måske være bange for, at de vil blive sure, hvis du fortæller dem det? Det er min erfaring, at forældre for det meste gerne vil hjælpe og støtte deres børn, hvis de har været udsat for noget grimt. Hvis de bliver sure og skælder ud, er det for det meste fordi de bliver forskrækkede, og det er slet ikke sikkert, at de vil skælde ud. Jeg gætter lidt her, da jeg ikke kender dine forældre, men det ved jeg i hvert fald fra andre børn, at de har været bekymrede for.
Hvis det alligevel er svært at komme i tanke om en voksen (eller om hvordan du skal sige det), kan du måske starte med at skrive eller ringe til os på 116111, for så kan vi snakke lidt mere om, hvem du kender, og så kommer du måske i tanke om en. Det er der andre børn, der har gjort, og nogle gange hjælper det også rigtig meget at sige det højt til en, man ikke kender - så har man ligesom sagt det, og så føles det ikke helt så svært, når man skal sige det igen.
De kærligste hilsner, BørneTelefonen
