Kære pige.
Tak for dit brev.
Jeg kan godt forstå, det er svært, at få dit problem ud af hovedet. Det må være super hårdt, når ens bedste veninde leger, at hun er kæreste med den dreng, som man længe har været vild med.
Ved din veninde, at du er vild med drengen? Tror du, at drengen er klar over, hvilke følelser du har for ham?
Jeg ved fra Børnetelefonen, at du ikke er den eneste, dette sker for. Det kan gøre så pokkers ondt, og noget af det svære, gætter jeg på, er måske at det omhandler din bedste veninde, som du også holder af.
Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig, så her kommer jeg med et par bud på, hvad du kan gøre, hvis det ellers giver mening for dig.
Hvad tænker du om at tale med din veninde om dine følelser til drengen? Hvis du stoler på hende, kan det måske være en idé.
Du kan også spørge ind til hendes følelser til drengen? Måske "leger" de kun kærester, som du selv skriver. Måske er der ikke så meget imellem dem alligevel.
I din alder er det de færreste, der er kærester i lang tid, så måske kan du øve dig i at være tålmodig. Se hvad der sker mellem drengen og din veninde med tiden, selv om jeg godt er klar over, at det er en svær øvelse lige nu, eftersom du er vild med ham.
Hvis de holder op med at "lege" kærester på et tidspunkt, kan du overveje at vise drengen, at du er glad for ham. Det kan jo også godt være, at du allerede har gjort det?
At vise man er interesseret i en anden, kan man gøre på mange måder. For eksempel kan du tage kontakt med ham og i det hele taget vise ham opmærksomhed ved fx at sende ham smil og få øjenkontakt. Du kan prøve at finde ud af, hvilke interesser han har og tale med ham om dem.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, ellers er du altid velkommen på Børnetelefonen 116111 eller på vores chat eller sms.
Kærlig hilsen Børnetelefonen