Kære 13-årige dreng
Hvor er det skønt at høre, at du er så forelsket i din kæreste. Det er dejligt at møde kærligheden, men det kan sommetider medføre en del andre følelser og bekymringer, som man ikke havde før. F.eks. hvordan man klarer sig til en eksamen.
Det er godt, at du er modig og søger råd og vejledning hos os.
Når man er forelsket, vil man gerne tage sig bedst muligt ud i den andens øjne. Men man kan jo kun se verden fra sin egen vinkel. Derfor forestiller vi os, hvordan andre ser og opfatter os, ud fra hvordan vi selv opfatter verden. Giver det mening? Du lægger mere vægt på dine karakterer nu, fordi det er det, du tror, din kæreste lægger vægt på ved dig.
Den eneste måde du kan finde ud af, hvordan hun ser verden, er ved at I taler sammen. Så jeg vil råde dig til at fortælle din kæreste om din bekymring for din eksamen. På den måde kan du få at vide, hvordan hun ser på det. Hvis hun virkelig holder af dig, så betyder det ikke så meget.
Kærlighed handler mere om, hvem du er som menneske. Det er ikke et karakterblad hun har forelsker sig i, men en sød fyr med alt hvad det indebærer. Hvis du åbner op, og fortæller at du er nervøs, kan du få hendes omsorg og støtte. Hvis du har lyst til at læse om kærlighed kan du kigge her.
Dernæst synes jeg, at du skal fortælle din ven, at du er blevet kærester med hans søster. Jeg kan godt sætte mig ind i, hvor svært dét kan være. Men af hensyn til dit og hans venskab er det vigtigt, at du er ærlig. Han finder sikkert ud af det på en eller anden måde alligevel.
Jeg tænker derfor, at det er bedre, at det er dig, der fortæller ham om det. Ved at du holder det hemmeligt, kan det være han føler du har løjet for ham. Det kan skabe mistillid mellem jer. Venskaber skal bygges på tillid.
Så tag en snak med din kæreste og fortæl hende om, at du er nervøs. Og tag mod til dig, og fortæl din ven om jeres kæreste forhold.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Mange venlige hilsner
BørneTelefonen