Var det voldtægt?

Hej børnetelefonen.

Jeg er en pige på 16 år, der er meget forvirret.

For nogle måneder siden slog jeg op med min kæreste. Han var en rigtig dejlig dreng, som jeg holdte meget af. Dog havde han også nogle skyggesider. Når vi var ude i det offentlige rum, sammen med andre, ville han oftest ikke kendes ved mig. Når hans venner var omkring talte han rigtig grimt og nedladende til mig. De ting ved jeg godt bunder i, at han er usikker på sig selv.

Nu kommer jeg dog til kernen af dette brev.

Vi var til en fest sammen og pludselig spørger han om jeg ikke vil med ud og trække noget luft. Jeg svarer selvfølgelig ja. Vi vælger, at gå en tur, og finder en park hvor vi vælger, at sætte os op af et træ. Vi begynder at kysse osv. Jeg var helt ekstremt fuld på det tidspunkt og husker ikke meget (og har ikke været ved min fulde fem). Pludselig spørger han om vi ikke skal have sex. Jeg svarer i første omgang jo, og vi prøver. Det var min første gang, så det gør ekstremt ondt, da han prøver at trænge op, og jeg siger stop og prøver, at skubbe ham væk. Han fortsætter. Jeg siger gentagne gange, at det gør ondt og, at jeg ikke vil mere. At jeg ikke synes vi skal fortsætte. Jeg får blot vide af ham, at jeg skal spænde hjelmen og tage mig sammen. Han fortsætter indtil han kommer. Derefter forsvinder han i adskillige minutter, hvor jeg ikke har nogen ide om hvor jeg er henne eller hvor han er. Jeg kan ikke finde mine trusser og mine ben og ryg gør ondt, fordi jeg har ligget på en hård og stenet jord. Han dukker op, lader som ingenting og vi går i tavshed tilbage til festen. Da vi kommer tilbage til festen forsvinder han væk fra mig og det er en af hans venner der hjælper med, at vaske blodet af mine hænder af (hvordan jeg er kommet til at bløde sådan kan jeg ikke huske).

Efter det burde man umiddelbart mene, at jeg skulle være gået fra ham. Det gjorde jeg ikke. Vi var sammen i yderligere 4 måneder hvor vi lod som ingenting, og jeg blot prøvede, at overbevise mig selv om, at det ikke var voldtægt, for han var jo min kæreste, så selvfølgelig ville han ikke gøre mig ondt.

Vi endte med, at slå op. Primært fordi jeg følte mig enormt nedprioriteret. Jeg havde/har dog stadig en ting for ham. Og det frustrerer mig, at jeg ikke har højere tanker om mig selv, så jeg derfor fortsætter med at kunne lide et røvhul (pardon mit sprog). Jeg tror det bunder i frygten for ikke, at finde bedre.

Og midt i alt det her prøver jeg stadig, at finde ud af om det virkelig var en voldtægt jeg blev udsat for. Det er noget jeg har grublet en del over. Det ligger så langt væk fra mig, at JEG skulle opleve det og så af min daværende kæreste.

Jeg forventer ingen løsning eller andet, men til tider er det godt at sætte tingene i perspektiv og høre nogle andres synsvinkel på sagen.

De bedste hilsner