Brev

Utro?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Hvor er det godt du skriver herind.

Jeg kan godt forstå at du bekymrer dig. Du har tidligere prøvet at en kæreste var utro, så derfor kommer du til at tænke det samme nu. Historien behøver dog slet ikke være den samme med din nye kæreste. Måske har han haft travlt? I starten af et forhold vil man gerne tit være meget sammen eller snakke i telefon og smse, og efter lidt tid, så bliver det måske mindre.

Jeg kan godt forstå at du synes, at det er svært at han taler mere med en pige fra en app, end han gør med dig. En god ting er, at han har fortalt dig, at han har mødt hende og at der ikke er noget. Måske er det virkelig bare en god veninde.

Jeg kan læse, at I allerede har talt om det. Men måske du på en god måde igen skal prøve at fortælle ham, at du er bekymret? Måske ved han det ikke og kan derfor heller ikke gøre noget for at få dig til at være mere tryg. Det kan han bedre, hvis han ved, at du bekymrer dig.

Det kan være, du en dag kan fange ham på et tidspunkt, hvor I begge har god tid. Så kan du sige: “Jeg kan mærke, det er svært for mig, at du har mødt hende pigen. Jeg har trust issues, så jeg ved, at jeg har let ved at blive jaloux. Det skal jeg arbejde på. Det ved jeg. Men det er også vigtigt for mig, at jeg kan stole på dig. Måske du helt ærligt kan fortælle mig, om der er noget imellem jer?”

Måske det kunne være sådan, du kunne starte snakken. Du kan også prøve at finde på en anden god sætning selv. Det vigtige er, at du er åben omkring det, så du ikke holder alt for meget inde. Det er nemlig rigtig hårdt.

Nu ved jeg ikke, om I indtil videre har haft et forhold over skærmen/computeren. Men måske det kunne være en idé at mødes en dag. Det kan nemlig være lidt svært at løse sådan noget over en skærm. Tit er det nemmere, hvis man mødes. Hvis du synes, I slet ikke er klar til at mødes, så skal du selvfølgelig ikke gøre det endnu.

Det er jo også vigtigt, det bliver et trygt sted med andre omkring jer. Det kommer jeg til at tænke på, fordi jeg før har snakket med unge, som har opdaget, de ikke har kendt den anden så godt.

Slet ikke altid, men nogle gange finder man ud af, at kæresten var en lidt anden i den fysiske verden. Det siger jeg kun, fordi jeg bekymrer mig om din sikkerhed. Det behøver slet ikke være sådan med jeres forhold.

Du kan måske også tale med en veninde om dine bekymringer. Nogle gange hjælper det at sige det højt og tale med andre om det.

Jeg håber I sammen kan finde ud af at være trygge i forholdet selvom det er et langdistanceforhold.

Kærlig hilsen

Børnetelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat