Underlige følelser i mit parforhold

Jeg er en 15-årig pige, der har været i et forhold i godt 4 mdr. Vi har haft det rigtigt godt sammen i alt den tid vi har kendt hinanden, både inden vi blev kærester men også efter.

Her i den seneste periode, har jeg haft nogle underlige følelser i det her forhold, som jeg aldrig har oplevet før. Inden vi skal være sammen, glæder jeg mig til at se ham, men ikke specielt meget. Jeg tænker ikke rigtig over at vi har en aftale, før at jeg sidder i bilen på vej hen til ham, hvor jeg får en smule sommerfugle i maven. Når jeg så ser ham, bliver jeg så utrolig glad. Jeg kan ikke lade være med at smile, og jeg har lyst til at ligge sammen med ham i timevis.

Men når vi er sammen, fortæller jeg ham aldrig ting som dette, da vi begge har sagt fra start at det hurtigt kan blive alt for kvalmende, hvis det bliver romantisk. Og derfor driller vi også tit hinanden. Vi kalder hinanden for tykke, små, umodne og lignende ting – og det kan godt gå mig på i længden… Men jeg er selv uden om det. Jeg ved udemærket godt at jeg er ikke er tyk, jeg er 1.63 og vejer 53, hvilket jeg er fint tilfreds med. Men ligeså snart det er ham der siger det (og fordi han bliver ved med det), bliver jeg nogengange usikker på min krop. Og jeg har på en eller anden måde behov for at han fortæller mig at min krop er lige som den skal være, når nu jeg selv er klar over det…

Det ligger mange ting i alt det, der sker når vi er sammen som jeg ikke helt kan finde ud af, men det underligste er klart når vi skilles efter at have været sammen. Når jeg er alene efter vores aftaler, sidder jeg altid og ønsker at vi slår op. Jeg synes det er hårdt at være hans kæreste, og jeg væmmes ved mig selv fordi jeg tænker sådan – og på den måde kommer jeg også på andre tanker, ved at skyde skylden på mig.

Jeg er også begyndt at træne væsenligt mere efter vi startede vores forhold, og jeg har pt. to idrætskader som er kommet efterfølgende – han mener det er pjat, og har ingen medlidenhed, og jeg har prøvet at fortælle ham at jeg har svært ved at acceptere hans opførsel, når jeg i virkeligheden har brug for medlidenhed.

Og alle de ting, får mig til at føle mig som den værste og mest egocentreret person på kloden, og jeg prøver altid at bilde mig selv det ind, for at glemme alle de fejl jeg ellers synes han har – altså jeg prøver at skyde det tilbage på mig selv.

Jeg har svært ved vores forhold, og synes det er svært at ”leve op til ham”. Jeg føler mig enormt heldig at have ham som kæreste, men føler ikke altid at det er godt for min selvtillid og mit selvværd. Hvad kan jeg gøre ved det? Jeg har ærlig talt ikke lyst til at kontakte ham og fortælle ham om det, da jeg ved at det er lidt fjollet…

Jeg har brug for hjælp, til at vide hvad jeg skal gøre ved det. Hvordan kan jeg få ham til at forstå hvordan jeg har det? Burde jeg fortælle ham om mine tanker, efter vi har været sammen? Er der noget jeg kan gøre, for at snige mig ud af alt det her?