Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Ulykkelig og forvirret

Kære bb.

Jeg står i denne frygtelige situation som jeg ikke aner hvordan jeg skal komme ud af.

Okay så her i går valgte min kæreste og jeg at gå fra hindanden efter vi havde været sammen i næsten 2,5 år, men jeg havde bare mistet følelserne for ham, og var desuden blevet lidt vild med anden dreng…

MEN så her i dag tog det rigtig hårdt på mig jeg begyndte faktisk at savne min kæreste og jeg havde bare fået sådan et godt forhold med hele hans familie og jeg elskede at komme hjem til ham og hans familie, desuden var mine forældre og hans forældre blevet virkelig gode venner, og min søster og hans søster var også blevet gode venner, så det tog faktisk også hårdt på min familie, at vi havde slået op, så jeg kunne bare ikke holde det ud, og jeg var så ked af det, jeg savnede ham som ven, og hans famile, og vidste at hvis det var forbi nu ville jeg miste både ham og hans familie

så jeg skrev til ham og sagde at jeg fortrød det hele, og ville have ham tilbage, så vi er så sammen igen efter en længere snak…

MEN jeg kan bare mærke at de samme gamle frustrationer kommer tilbage og at jeg faktisk ingen følelse har for ham, men jeg faktisk er lidt glad for den her flirt jeg har, så nu går jeg jo og lyver både min kæreste og flirt lige op i hovedet

og jeg går faktisk lige nu og er pisse deprimeret og ikke aner hvad jeg skal gøre, det ville være det hårdeste at gøre det forbi endnu en gang for jeg ved at jeg vil blive lige så ked af det, og min kæreste vil blive det endnu mere da jeg jo lige nu går og fucker op og ned i hans følelser, og ja hele min familie vil bare blive så kede af det

jeg har aller helst bare lyst til at forsvinde og glemme alt, for kan ik det her mere…

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16

Tak for dit brev. Lige så dejlig kærlighed kan føles, lige så ondt kan den også gøre. Det lyder som om, at den gør rigtig ondt på dig lige nu.

Nogle gange kan det være svært at finde ud af, hvad der mon er bedst at gøre, når man selv er ked af det – og når man samtidig er bange for, at andre også bliver kede af det. Hvor er det godt, at du har skrevet herind.

Du skriver, at du ‘… faktisk ingen følelse har for ham..’ Faktisk er du nu blevet lidt vild med en anden dreng. Det kan være, at du har lyst til gøre din flirt til noget mere seriøst? Og at din nuværende kæreste og dig kun skal være venner.

Hvis du har det sådan, tænker jeg, at du må fortælle din kæreste, at I ikke skal være kærester mere…Du kan fortælle ham, at du rigtig gerne vil fortsætte med at være venner og håbe på, at han gerne vil det.  For nogen kan det være svært at være venner efter et forhold. Men for andre kan det man har sammen blive til et godt venskab. Hvem ved?  Måske kan I blive gode venner med tiden?

Det kan føles rigtig hårdt at slå op, ligesom du selv har oplevet. Jeg har snakket med mange, som har fortalt, at det har været rigtig hårdt lige efter man slog op. Men at man får det bedre og bedre med tiden.

Det er helt sikkert også rigtig hårdt, hvis man bliver i et forhold, som man ikke har det godt i! Og hvor man slet ikke har nogen følelser tilbage.

Det er hverken godt for én selv eller ens kæreste. Jeg tænker, at man på længere sigt bliver mere ked af det, hvis man bliver sammen med én, som man ikke har lyst til at være kærester med.

Du skriver, at det også er hårdt for din familie. Det er bare slet ikke rart, når man føler, at man gør andre kede af det. Men jeg tænker, at du ikke skal blive sammen med din kæreste for at gøre din familie glad. Du skal være kærester med ham, hvis DU bliver glad af det.

Jeg er ret sikker på, at din familie også tænker det samme!

Hvis din familie er blevet meget gode venner med din kærestes familie, så tænker jeg også, at de nok skal finde en måde at holde kontakten, hvis din kæreste og dig går fra hinanden igen.

Det lyder som om, at du må mærke efter i dig selv. Du kan måske stille dig selv dette spørgsmål: “Hvis jeg ikke risikerede at gøre nogen kede af det, hvad ville jeg så vælge?”. Måske gør dette spørgsmål det nemmere at tage et valg?

Det kan være ret svært at bede om hjælp, når man er ked af det. Men det har du gjort ved at skrive herind til BørneTelefonen. Det synes jeg er ret stærkt af dig.  Jeg håber derfor også, at du har mod på at bruge noget af denne styrke på at træffe et valg  – efter dit eget hjerte!

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat