Kære pige på 14 år,
Mange tak for dit brev til BørneBrevkassen, hvor du fortæller om en stor (og ulykkelig) forelskelse. Jeg ville ønske, at jeg kunne fjerne savnet og smerten fra dig, men desværre er der ingen nemme løsninger eller mirakelkure mod ulykkelig kærlighed. Men jeg vil gerne komme med nogen bud på, hvad du måske kan gøre for at få det bedre...
Når jeg læser dit brev, lyder det som om, at I var meget glade for hinanden, men at han slog op efter 4 måneder, fordi han havde fundet en anden. Du fortæller også, at du blev så ulykkelig, at du prøvede at begå selvmord, men at en veninde fik talt dig fra det - Mon det er rigtig forstået..?
Jeg kan godt forstå, at du er ulykkelig og ked af det, og at det stadig fylder meget i dit liv - for på en eller anden måde har han følelesesmæssigt formået at "bide" sig fast i dig... Måske også fordi, at I en periode blev ved med at se hinanden - hvor han gav udtryk for, at han gerne ville i seng med dig, men at du ville mere end det (altså være kærester).
Jeg får lyst til at fortælle dig, at ligegyldig hvor gammel man er - barn, ung, voksen eller gammel - så gør det ondt, når ens følelser ikke bliver gengældt, eller når man bliver forladt af et andet menneske. Og som jeg skrev i indledningen, er der ikke nogen "kur", der kan få smerten til at forsvinde fra det ene øjeblik til det næste.
Det jeg prøver at sige til dig er, at det er okay at have det, som du har det lige nu - det er okay og helt normalt at blive fyldt at savn og sorg efter den kærlighed og forelskelse I havde sammen. I ulykkelig kærlighed kan man reagere meget forskelligt (der er ikke nogen måder, der er rigtige eller forkerte).
Nogen mennesker bliver vrede, nogen forelsker sig med det samme i en ny, nogen bliver dybt ulykkelig, mens andre næsten ikke lader sig mærke med det. Det er også meget forskelligt, hvor lang tid der går, før man føler, man er kommet over savnet og smerten.
Lige umiddelbart kan jeg godt forstå, at du ønsker ham tilbage - Men samtidig er der også en stemme i dig, der ikke vil tage kontakt til ham igen, da den synes, det er pinligt. Når jeg læser dit brev lyder det som om, at han har lagt en vis afstand til dig, og at han ikke ønsker at være kærester. Jeg kan godt forstå, at det er rigtig hårdt, men måske det kunne være en hjælp til dig, så du kan komme videre...
Jeg tænker, at du måske skulle prøve at gøre nogen gode ting for dig selv. Nogen gange kan det nemlig give god mening, at få de ulykkelige tanker lidt på afstand. Du kunne f.eks. se en god film med veninderne, lægge ansigtsmasker på hinanden, gå en god tur, gøre forårsrent på dit værelse, løbe en tur osv.
Men samtidig tænker jeg også, at du skal give dig selv lov til at være ked af det... (og at dine veninder skal respektere det). For det er nemlig ok, at have det som du har det. Tror du, at du kan prøve at gøre de to ting?
Jeg tænker, at du skal bruge dine veninder (og måske forældre) til at tale om de svære følelser, så du ikke føler dig endnu mere alene og sårbar... Det lyder som om, at du har nogen gode veninder, der gerne vil dig - det tænker jeg må være dejligt.
Du er velkommen til at ringe eller SMS'e til BørneTelefonen på 116 111, eller at logge på UngeChatten, hvis du har brug for at tale med en af vores dygtige rådgivere der. De vil gerne lytte og tale med dig.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
Gode råd, når følelser ikke gengældes: Mærk efter hvordan du har det! Stå ved dine følelser og giv dig selv lov til at være ked af det. Du behøver ikke se ud som om, du er glad og har tjek på det hele. Det er naturligt, at der er mange forskellige negative følelser i spil, og det er okay at have dem, også selvom det ikke er så rart. Sørg for at tage pauser fra dine følelser ind i mellem fx ved at se en film, dyrke noget sport, læse en bog, gøre rent, surfe på nettet eller hvad der nu kan adsprede dig (bare sørg for at undgå temaer om ulykkelig kærlighed og triste sange om kærlighed i de perioder). Tal med nogen om dine tanker og følelser, så du ikke isolerer dig og kommer til at føle dig endnu mere alene.
